Energi og klima på dagsordenen når Kofod modtager Tysklands udenrigsminister Baerbock i København.
Danturk.com
Den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock besøger København den 26. august, hvor hun skal mødes med den danske udenrigsminister Jeppe Kofod. Her skal de diskutere, hvordan Danmark og Tyskland kan styrke deres samarbejde på en række områder, og de vil have særligt fokus på den grønne omstilling, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Ifølge pressemeddelsen siger udenrigsminister Jeppe Kofod, at Ruslands krig i Ukraine har skabt en ny sikkerhedssituation, hvor energipolitik spiller en endnu større rolle.
“Tyskland er en af Danmarks vigtigste samarbejdspartnere, og jeg er stolt af, vi begge allerede har taget store politiske beslutninger for at gøre os uafhængige af russiske fossile brændsler. Jeg tror dog på, vi kan gøre endnu mere, og jeg ser frem til at øge samarbejdet med Tyskland, så vi sammen kan gå forrest i den grønne omstilling,” udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod.
Udover grøn omstilling vil de to udenrigsministre blandt andet diskutere, hvordan Danmark kan styrke samarbejdet om mindretalsrettigheder, samarbejdet i det dansk-tyske grænseland, digitalisering, sundhed, fødevarer og en fælles tilgang til fredsopbyggende indsatser i EU.