Site icon

To brødre i Sverige tiltalt for spionage for Rusland

En 42-årig mand, der har været ansat ved det svenske sikkerhedspoliti, er tiltalt for spionage for Rusland.

I Sverige er to brødre på 35 og 42 år blevet tiltalt for spionage for Rusland, skriver nyhedsbureauet TT.

Den 42-årige har tidligere har været ansat ved den svenske efterretningstjeneste Säkerhetspolisen og det svenske forsvar, Försvarsmakten.

De to brødre blev pågrebet sidste efterår. Fredag kan TT berette, hvad der står i deres anklageskrift.

Her tiltales den ældste af brødrene for “grov spionage” og uberettiget omgang med hemmelige oplysninger. Den yngste tiltales kun for grov spionage.

– Det har været en kompleks efterforskning af en forbrydelse, der er svær at opklare. Mistanken relaterer sig til meget alvorlige forbrydelser rettet mod Sveriges efterretnings- og sikkerhedssystem, skriver chefanklager Per Lindqvist fra den anklagemyndighed i en pressemeddelelse.

– Forbrydelsen er alvorlig, fordi det berører forhold, der er af stor betydning.

– De oplysninger, der var anskaffet og videregivet uden autorisation, kan hvis de kommer i hænderne på fremmede magter, medføre skade for Sveriges sikkerhed.

Ifølge anklageskriftet har brødrene “sammen og i konsultation” med hinanden arbejdet for “Rusland og den russiske efterretningstjeneste, GRU, ved uautoriseret at skaffe og videregive informationer til en fremmed magt, hvilket kunne resultere i skade på Sveriges sikkerhed.”

Det skal have stået på fra september 2011 til september 2021.

Brødrene har ifølge anklageskriftet viderebragt oplysninger fra flere svenske myndigheder.

Den ældste af brødrene har ifølge den svenske anklagemyndighed skaffet oplysningerne gennem sit job. Derefter har den yngste videregivet dem og stået for kontakten med GRU.

Hans yngste bror har også stået for at modtage “kompensationen” fra GRU.

Den ældste bror var, da han blev anholdt, ansat i en chefstilling i en svensk myndighed. Det er ikke oplyst hvilken, men der er tale om en anden end Säkerhetspolisen og Försvarsmakten.

/ritzau/TT

Exit mobile version