Jeg udsætter brusebadet til senere, og påvirket af den stemning, der har bemægtiget sig hele min krop, går jeg ind på mit værelse, sætter mig foran min computer og venter på, at den starter op, og mens det sker, falder mit blik tilfældigt på min fars notis bog.
Derfor beslutter jeg at fortælle historien helt fra min fars første dag her i Danmark og i historisk perspektiv fortælle familiens historie helt op til dags dato ved at trække på ånden i drømmen fra min barndoms sæter og sammensmelte den med mine sidste 40 års liv og erfaringer på godt og ondt med både gode gerninger og synder.
Filosoffen Wittgenstein sagde engang: ”Mit sprogs grænser er min verdens grænser.” Ja, netop. Det, vi ved, oplever, opfatter og den verden, vi ser på, når vi kigger ud ad vores vinduer, er begrænset til de sprog, vi kender og kan udtrykke os på. Min skriveproces vil derfor bekræfte Wittgenstein, for så vidt jeg vil skrive så meget, som de verdener, jeg rummer inde i mig, giver plads til, ligesom jeg vil nedfælde så meget, som jeg kender til verden.
På min følelsesladede rejse fra det sted, hvor jeg klækkedes af ægget på min barndoms sæter, til nye rede, jeg fik bygget, vil jeg gøre ophold mange steder. Nogle gange vil jeg lytte til min indre stemme på mine vuggevisers og eventyrs sprog, mit modersmål kurdisk, og søge ro i historien. Nogle gange vil mit første sprog, der gav mig et vindue til min omverdens, nemlig tyrkisk, være det skelet, som jeg binder de nedfældede linjer fra min historie op på. Nogle gange vil jeg rejse til de dybe afkroge i min ånd på det sprog, som åbner min visuelle verden, tegnsprog, der er udsprunget af min egen krop og mit eget blod. Nogle gange vil jeg sætte sejl for at drage ud mod nye
horisonter og verdenshjørner på det sprog, som kobler min verden op på universet, nemlig dansk, for at give min historie vinger. Allervigtigst for mig er håbet om at kunne drømme på alle disse 4 sprog og det i samme drøm.
Mine hænder sænker sig ned på tastaturet foran mig, mine øjne kliner sig fast til den åbne hvide skærm, og jeg begynder at skrive de første linjer.
Trækfuglen er nu ikke en gæst på træk, der har det med at flyve væk. Den er blevet en standfugl i Rødovre.