Site icon

Mbappé presser Danmark nærmere VM-afgrunden i Qatar

Kylian Mbappé blev dobbelt målscorer, da Frankrig vandt 2-1 over Danmark, som nu er under stort pres ved VM.
Foto: AA

Det danske fodboldlandshold er tvunget til at vinde over Australien i den sidste VM-gruppekamp for at have en chance for at gå videre til knockoutfasen i Qatar.

Det er status, efter at Danmark lørdag aften blev sat på plads af Frankrig i den anden gruppekamp ved VM. På måltavlen slap Danmark nådigt med et 1-2-nederlag.

Verdensstjernen Kylian Mbappé åbnede målscoringen efter en times spil, da han spillede sig selv fri i feltet via bandespil med Theo Hernández.

Cirka syv minutter senere udlignede Andreas Christensen med hovedet efter et hjørnespark, men i det 86. minut afgjorde Mbappé kampen med sin anden fuldtræffer.

Tidligere lørdag vandt Australien 1-0 over Tunesien i samme gruppe, og australierne er nu i pole position til at følge med Frankrig videre fra gruppen.

Foto: AA

Da Danmark og Frankrig mødtes i VM-gruppespillet for fire år siden, var det en lang og målløs ørkenvandring – lørdag var det kun den tropiske temperatur på containerstadionet Stadium 974, der havde ørkenskær over sig.

Franskmændene pressede ihærdigt på gennem det meste af opgøret og følte sig næppe i fare for at lide årets tredje nederlag til Danmark. Symptomatisk for det store overtag var Kasper Schmeichel opgørets bedste dansker, men efter flere gode redninger var han prisgivet ved begge Frankrigs mål.

Danmark nød også godt af, at Kylian Mbappé og Antoine Griezmann høvlede hver sin kæmpe chance over mål.

En grim skade til Thomas Delaney og småskader til Simon Kjær og Andreas Skov Olsen var medvirkende årsager til, at Kasper Hjulmand måtte skifte hele fire spillere i sin startopstilling sammenlignet med den målløse premierekamp mod Tunesien tirsdag.

Havde den trio været i topform, havde Danmark formentlig kunnet gøre kampen tættere.

I fraværet af Delaney spillede Christian Eriksen på den centrale midtbane. Den danske kreatør var dog iført en fransk overfrakke i form af Antoine Griezmann, der konstant kiggede sig over skulderen for at orientere sig om fynboens position.

Foto: AA

Derfor fik Eriksen i ringe grad lov til at diktere det danske spil, og holdkammeraterne kæmpede længe med at sætte tre gode afleveringer i træk sammen på franskmændenes halvdel.

Mikkel Damsgaard og Andreas Cornelius var blandt de danskere, der havde en svær dag, og sidstnævnte blev pillet ud i pausen til fordel for Martin Braithwaite. Det gav lidt mere liv i Danmarks indtil da tamme offensiv.

Foto: AA

Anfører Simon Kjær var bænket som følge af lårproblemer. Afløseren Victor Nelsson gjorde det hæderligt i Danmarks bagkæde, Galatasaray-stopperens lange diagonalbolde i første halvleg var blandt de bedste danske indslag.

Danmark var dog sjældne gæster i Frankrigs felt frem til Andreas Christensens udligning i det 68. minut.

Joachim Andersen vandt den første duel efter et hjørnespark, og bolden røg over i feltets bageste område, hvor Andreas Christensen kastede sig frem og udlignede med Danmarks første VM-scoring i fire år.

En håndfuld minutter efter udligningen havde Jesper Lindstrøm chancen for at score et ufortjent føringsmål, men præcisionen manglede. Det samme gjaldt, da Martin Braithwaite forsøgte sig i det 81. minut.

Afbrænderne blev ekstra kostbare lidt senere. Kylian Mbappé løb bag om ryggen på Rasmus Nissen Kristensen, så franskmanden fra nært hold kunne dirigere et perfekt indlæg i mål med låret og sikre fransk avancement til ottendedelsfinalen.

/ritzau/

Exit mobile version