Site icon

Sverige fremlægger ny terrorlov mens tyrkisk Nato-accept venter

Skal være strafbart i Sverige at være i organisation med terrorhensigt. Vi har manglet regler, siger minister.

Den svenske regering har torsdag fremlagt et forslag til en terrorlov, som vil gøre det strafbart at være “deltager” i en terrororganisation.

Loven er foranlediget af de krav, som Tyrkiet har stillet til svensk medlemskab af Nato.

Det gælder særligt i forhold til den kurdiske terror organisation PKK.

– Sverige stikker ud i forhold til andre lande ved ikke at have regler for at være deltager i terrororganisationer, siger justitsminister Gunnar Strömmer til nyhedsbureauet TT.

Ifølge ham vil Sverige med den nye terrorlov lukke et hul i den nuværende lovgivning.

TT spørger, om Sverige har været et fristed for personer, som støtter terrorisme.

– Så langt vil jeg ikke gå. Derimod har vi et politisk ansvar for at sikre, at Sverige ikke i den henseende er en straffri zone for forskellige slags handlinger, som kan fremme eller støtte en terrororganisation, svarer Strömmer.

Han konstaterer, at Sverige siden 2010 har haft et forhøjet terrorberedskab.

Den nye terrorlov har været under udarbejdelse i seks år. Altså længe før Sverige søgte om medlemskab af Nato.

At lovforslaget nu lægges frem, ses som et vigtigt skridt for at få Tyrkiet til at godkende svensk Nato-deltagelse..

Mange tyrkiske kurdere har fået asyl i Sverige. Ifølge Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, er en del af dem tilknyttet PKK og andre yderligtgående organisationer.

PKK er på EU’s terrorliste

Der var torsdag et møde mellem Tyrkiet, Sverige og Finland. Det foregik i Nato’s hovedkvarter i Bruxelles.

Tyrkiet konstaterer, at de to nordiske lande tager konkrete skridt, og at “det er et godt tegn”. Men det er stadig ikke nok ifølge Tyrkiet.

Lovrådet i Sverige er et myndighedsorgan bestående af dommere. Det har været kritisk over for den svenske regerings lovforslag. Det påpeger, at det allerede i dag er strafbart at samarbejde med en terrororganisation.

Lovrådet mener også, at lovforslaget er for utydeligt og for vidtgående i at kriminalisere.

Regeringen siger, at den ved torsdagens fremlæggelse af lovforslaget har taget højde for kritikken.

/ritzau/

Exit mobile version