Efter lange samtaler med mange uddannede tyrkiske indvandrere, jeg kender i Danmark, observerede jeg, at tyrkere, der bor i Europa, er meget forskellige fra hinanden. Hver af dem har sin egen historie, og nogle af dem trives godt i det nye land de havner. Ülker er en af dem, der ikke har nogle problem med at tilpasse sig i Danmark, fordi hun havde ingen særlige forventninger.
Ülker Cagatay, født i 1967, kom til Danmark som familiesammenført med sin dansk mand. Denne kærligheds historie, der strækker sig fra Istanbul til København – er lige så interessant som filmen, der fik hende til at møde sin mand.
Ülker er uddannet Business Administration ved Middle East Teknisk Universitet i Tyrkiet. Hun tog sin kandidatgrad på Roskilde Universitet (RUC), på “Kommunikationsstudier + Kulturmøder”.
Ülker gennemførte PD3, topmodulet i de intensive danskkurser på sprogskolen “Kiss”, som kun højtuddannede udlændinge kunne deltage i, i løbet af en kort periode på otte måneder, finder hun af det, at det er en fordel at kunne et fremmedsprog på forhånd. Sprogskole KISS er erklæret konkurs i 2007.
Ülker taler 4 fremmedsprog, engelsk, fransk, spansk og dansk, og er kompetent nok til at give privatundervisning i disse sprog. Lad mig også lige tilføje, at hendes far, Neşet Cagatay, er professor i tyrkisk-islamisk historie og litteratur, historie om islamisk kunst og islamisk lov og taler fire sprog – engelsk, fransk, persisk og arabisk.
Kan du fortælle os om vanskelighederne ved at starte et nyt liv i et nyt land?
Ü.C: “Den første barriere er selvfølgelig sproget… Sproget er et meget vigtigt element i éns liv, det er vigtigt for at få venner og forretninger, deltage i samtalen og lave små vittigheder. Og så etablerer man et netværk selvfølgelig. Mørke, lange vinter, ikke at kunne opleve sommeren ordentligt, og at folk er ramt af dette og altid gerne vil være i deres hjem og indendørs er blandt de faktorer, der påvirker etableringen af et netværk, tror jeg.”
Havde du nogle danske venner udover din ægtefælle?
Ü.C: “ Efter at jeg flyttede til Danmark, havde jeg to eller tre tætte danske venner, men de fleste af mine venner kom fra andre lande og bosatte sig i Danmark ligesom jeg. Det er en slags verdensborgerskab, interkulturelt møde. Kandidatuddannelsen jeg fik på RUC bragte et nyt perspektiv på mit liv med sin metode og nye perspektiver. RUC, KISS og min nye kreds af mennesker, jeg mødte under undervisningen, gav mig grundlæggende information om Danmark og det danske samfund”.
Det fangede min opmærksomhed, at du talte engelsk med din mand Kasper…
U.C: “Ja. Min mand og jeg taler stadig engelsk, for en dag, kort efter vi ankom til København, da vi prøvede at tale dansk, sagde min mand til mig: Jeg vil tale med dig, ikke med et barn”.
Var det ikke svært at forlade Istanbul?
Ü.C: “ Jeg var glad for at bo i Istanbul, jeg elskede mit land og mit sprog. Da jeg første gang kom til Danmark, havde jeg ingen andre bekendte end min mand. Men jeg havde ingen særlige forventninger, da jeg kom til Danmark, jeg er her på grund af kærlighed… Det kunne have været et andet land eller kontinent. Hvis min mand boede i Arktis, Afrika eller Australien, ville jeg nok også tage dertil. Før jeg mødte min mand, boede jeg i USA, Sverige og Spanien. At bo i et andet land har altid været interessant og attraktivt for mig”.
Kærlighed ved første blik…
Hvordan har du mødt Kasper?
Ü.C: Under produktionen af den danske filminstruktør Elisabeth Rygårds film “Omfavn mig om måne“, tog jeg til Afyon provinsen for at arbejde som anden instruktørassistent. Den første assisterende instruktør var Pelin (Pelin Esmer), en af mine nærmeste venner. Filmen er en dansk-tyrkisk co-produktion. Da det danske hold ankom, kunne jeg rigtig godt lide min mand, Kasper, så snart jeg så ham. Gudskelov var følelserne gensidige, og vi pendlede mellem Istanbul og København i to et halvt år. Jeg mødte min mand i 2000, vi blev gift i begyndelsen af 2002, jeg flyttede til København i 2003. I dag bor jeg sammen med min mand og søn i et parcelhus med have. Jeg arbejder som oversætter og lærer”.
Hvornår fik du dit første job og var du i stand til at finde det job, du ønskede?
Ü.C: “ Et par måneder efter jeg kom til Danmark, begyndte jeg at undervise i fransk og spansk på en privat sprogskole (Ex Libris). Det var præcis det job, jeg ville have.
Jeg gjorde noget jeg elsker, hvor jeg ved at fortsætte med at lære dansk og tjene penge. Nu laver jeg det, jeg elsker. Dels arbejdede jeg som oversætter ved Dansk Flygtningehjælp, dels læste jeg engelsk og fransk på Københavns Professionshøjskole”.
Hvornår tror du, du har krydset barrierer?
Ü.C: “Kan vi lade barriererne helt bage os? Det er længe siden, at de mest udfordrende og basale er blevet overvundet, men nye barrierer kan opstå når som helst. Tænkestil, forskel i tilgang. Jeg tror, de slutter aldrig.
Jeres adaptiv søn, hvorfor specifikt fra dette land?
Ü.C: “ Burkina Faso var en fransk koloni, der altid fascinerede mig, da jeg gik på et fransk privat gymnasium (Tevfik Fikret High School – Ankara). Det er et land, hvor mange forskellige stammer lever sammen i fred. Landets navn betyder ‘Det ærlige folks land’, et navn dannet ved at kombinere sprogene fra to forskellige stammer. Da vi skulle vælge land, tøvede vi slet ikke… det er jeg glad for”.
Vil du tilbringe din alderdom i Danmark?
U.C: ” Nej. Efter vores søns grunduddannelse er slut, vil både min mand og jeg meget gerne bo i Tyrkiet” .
Hvad er det gode ved at bo i Danmark?
Ü.C: ”Retsmekanismens funktion, civilisationen, respekten for hinanden, respekten for privatlivet, ligheden og de bekvemmeligheder, som velfærdsstaten tilbyder (gratis uddannelsesystem, biblioteker osv.) Efter min mening er de smukke aspekter vedr. være i Danmark. Dansk design er i øvrigt en af mine yndlingsting: Afdæmpet, roligt, funktionelt. Jeg synes, danskerne er meget fornøjelige”.
Mener du, at der ikke er nogen negative aspekter?
Ü.C: “Det eneste negative, jeg kan sige om at bo her er, at det generer mig, at alle bliver lagt i samme kurv”. Syntesen af dansk og tyrkisk kultur er ikke svær for mig… Jeg tilpasser mig her ved at vælge de gode sider af begge kulturer, men jeg gør dette selvfølgelig uden at gøre livet hårdt for mig selv”.
Hvad savner du mest fra Tyrkiet?
Ü.C: “ De ting jeg savner fra Tyrkiet er maden, varmen i menneskelige relationer, klimaet, min venner kreds og min familie. Det vigtigste af alt, de hyggelige samtaler, vittigheder og sproglege vi har med vores smukke tyrkiske…”
Hvad er dine projekter for fremtiden?
Ü.C: “De ting, jeg vil gerne være underviser, og helt sikkert fortsætte med at være oversætter, både skriftligt og mundtligt”.