Erik Stinus er født den 22. august 1934 i Vordingborg. Han kom efter endt skolegang som sømand til Pakistan, Indien, Sri Lanka og Burma, vendte tilbage til Danmark og læste til lærer i København. Han rejste derpå igen til Indien hvor han blev gift med Sara Mathai fra Sydindien, dengang lektor ved Bombays universitet. Da var hans første digte blevet trykt i bl.a. tidsskrifterne Dialog og Hvedekorn. Af det førstnævnte var han et års tid redaktionsmedlem.
ES’ debutsamling hed Grænseland og udkom i 1958.
Fra 1965 til 1968 arbejdede Erik Stinus og hans kone som u-landsfrivillige indenfor voksenundervisningen i Tanzania. Tiden i Østafrika blev fulgt af et længere ophold i Indien. ES har desuden rejst i flere asiatiske, afrikanske og latinamerikanske lande. Han har oversat indiske og afrikanske romaner, noveller og digte samt to udvalg af den tyrkiske forfatter Nâzim Hikmets digte.
Man skal gøre sit bedste for at bekæmpe døden, skriver Erik Stinus i et digt til lægekunstens pris.
Man ser glimt af denne stille og stædige kamp i hans digte, af folk, der bygger skoler, veje, rækker en hånd ud for at hjælpe.
Det sker i fremmede landskaber forskellige steder på kloden, og det sker på havet, hvor nogle af hans bedste digte udspiller sig. ’Jorden under himlen’ hedder en af hans digtsamlinger. Den strækker sig vidt.
Døden bekæmper man dog ikke bare ved at handle, man gør det også ved at se. At holde sanserne vågne og registrere, hvad man observerer, er at holde sig i live. Se grantræets lysegrønne fingerspidser dyppet i luft eller det sortblanke, hvidt frådende Indiske Ocean.
Uden for geledderne
Det sjældne ved Erik Stinus’ poesi er, at den meget ofte magter begge dele i samme bevægelse. Når han aldrig har stået som selvfølgeligt medlem af nogen af de litterære skoler, er det ikke af mangel på talent eller kvalitet, men nok snarere, fordi han har været for modernistisk for de politiske og for politisk for modernisterne. En mand uden for geledderne.
Det er nu godt 50 år siden, hans første digtsamling udkom. Hans nærmeste litterære slægtninge dengang var Erik Knudsen og Ivan Malinowski.
For at fejre det runde jubilæum har en indsigtsfuld gruppe på fire yngre lavet et udvalg af hans samlede produktion (En tusindedel træ i vinteren), blandt dem tre så forskellige digtere som Peter Poulsen, Søren Ulrik Thomsen og Henrik Nordbrandt.
Det siger noget om Erik Stinus’ status blandt de udøvende.
Plads på det poetiske natbord
Det digre bind digte – der er ti sider for hvert år, han har skrevet – er som en verdensomsejling på jorden. Eksotiske billeder veksler med håb og hyldest til handling. Man kommer vidt omkring med en rejsefører, der har sin umiskendelige integritet. I hans værk er poetisk og politisk engagement ikke sammenbragte størrelser, de er sammensmeltede. Det er en bog, der bør ligge på velassorterede poetiske natborde. For Erik Stinus’ værk er en bygning, der står og kan ses.
Efter længere tids kræftsygdom døde digteren og forfatteren Erik Stinus fredag 13. november 2009.Han blev 75 år. Siden sin debut i 1958 har Erik Stinus i sin omfattende og brogede produktion af digte, noveller, romaner, sange, boganmeldelser og artikler knyttet sin poesi uløseligt sammen med sit politiske engagement.
EN TUSINDEDEL TRÆ I VINTEREN
Til Sara
Og vinteren, spår man, blir lang
Du er ikke værd,
Siger man, piber mine knogler,
Sandt nok sov jeg gerne
Denne årstid ud.
Men vigtige ting har jeg for,
Ord at sige, kammerater at møde
Nogen at nå med et brev
Ti eller nitten flyver flyver borte,
Drømme om selv at overbringe det
Og netop i dag: håbet-
At holde liv i sådan en kostbarhed
Som i den ganske mod forventning
Nyudprungne kvist
Anbragt i en vase her foran mig
På bordet – det er vigtigt.
Den var jo død, nu lever den.
Hvor koldt, hvor varmt m vandet være
Som en frostskør plante drikker?
Jeg gnidermine hænder
Til knoerne bliver hvide,
Vigtige ting har jeg for, at du ved der,
Meddeler jeg vinteren
Der ikke hører min egen strænges
Og iser rusen til igen.
I stilheden begynder det,
Lytte ja, yavs, forundret,
Sigtigheden ringe,
Også helt berøvet udsyn tøve
Som en plante, en tusindedel træ,
Og dog må jeg anspænde mig og forstå
Både bandet og luften
Som denne kvist forstår dem,
Som laksen og skarven,
Og drikke dette kolde vand,
Indta denne hårde luft,
Være i dem, næret varm en tid endnu
Af vand og salte, luft,
Din nærhed –
Du som satte kvisten har på bordet – ,
Igennem hårkar, filterløse sansers fryd,
Til bristepunktet fyldt med sang.