IS-lederen Abu Hussein al-Qarashi blev dræbt af tyrkiske efterretningstjenester lørdag.
Danturk.com
Den såkaldte leder af Islamisk Stat (IS) i Syrien, Abu Hussein al-Qarashi er blevet dræbt af tyrkiske efterretningsstyrker. Tyrkiet har fulgt IS-lederen i lang tid.
Det meddelte den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.
– Denne person blev i går (lørdag, red.) elimineret i en operation, som blev udført af Tyrkiets efterretningstjeneste i Syrien, siger Erdogan i et interview med den tyrkiske tv-kanal TRT.
Præsidenten siger, at det tyrkiske efterretningsvæsen har været på jagt efter ham i længere tid.
– Vi vil fortsætte vores kamp med de terrororganisationerne uden forskelsbehandling, sagde Erdogan.
Angrebet på al-Qarashi fandt sted i den nordlige syriske by Jandaris, der er kontrolleret af tyrkiskstøttede Den syriske nationale hær.
Byen er desuden en af de syriske byer, der blev hårdest ramt i det jordskælv, der 6. februar ramte Tyrkiet og Syrien.
IS valgte al-Qarashi som leder i november sidste år, efter at gruppens tidligere leder blev dræbt i en operation i det sydlige Syrien.
Islamisk Stat overtog store områder af Irak og Syrien i 2014. Dets leder på den tid, Abu Bakr al-Baghdadi, erklærede områder, hvor der boede millioner af mennesker, for et kalifat.
IS mistede grebet om områderne efter indsatser fra amerikanskstøttede styrker i Syrien og Irak samt syriske styrker, der er støttet af Iran, Rusland og flere paramilitære grupper.
De tilbageværende tusindvis af militante fra IS har i de seneste år mest gemt sig i fjerne egne af Syrien og Irak. De er dog stadig i stand til at udføre store angreb.
Kilder: Nyhedsbureauet Anatolien og Ritzau