Site icon

Barbie tørner sammen med atombombens far på ventet premieredag

Det er ifølge kritiker en fordel, at “Barbie” og “Oppenheimer”, døbt “Barbenheimer”, har premiere samme dag.

De to hollywoodfilm “Barbie” og “Oppenheimer” kan næsten ikke være mere forskellige.

Den ene udspiller sig i det lyserøde Barbie-univers – den anden er en mørk fortælling om skaberen af atombomben.

Alligevel er de to film, som får premiere samme dag, blevet kædet tæt sammen på nettet, hvor fænomenet er gået under navnet “Barbenheimer”.

Der er blandt andet blevet lavet fantrøjer og memes – sjove billeder med tekst – på sociale medier.

Det er ikke så tit, det sker, forklarer filmanmelder Ann Lind Andersen. Det seneste eksempel, hun nævner, var da Abba-filmen “Mamma Mia” og Batman-filmen “The Dark Knight” begge havde premiere samme dag i juli 2008.

Men kendte og prisbelønnede instruktører som Greta Gerwig bag “Barbie” og Christopher Nolan bag “Oppenheimer” tiltrækker i sig selv meget opmærksomhed.

Det samme gør skuespillerne på rollelisten, forklarer filmkritikeren.

En scene med Ryan Gosling og Margot Robbie fra filmen Barbie . – Foto: Courtesy Warner Bros

– En Barbie-film med Ryan Gosling og Margot Robbie og så et super stjernespækket cast i “Oppenheimer”. Det er seriøse karakterskuespillere, så det er klart, at det er et incitament for biografgængeres nysgerrighed, siger hun.

De medvirkende i “Oppenheimer” tæller blandt andre Gary Oldman, Cilian Murphy og Robert Downey Jr.

Ann Lind Andersen vurderer, at den store omtale omkring de to film kan ende med at trække dem begge op.

Hun peger på, at biografgængere i Danmark statistisk set går i biografen to gange om året.

Derfor er man normalt bange for at lægge store film samme dag, fordi det kan gå ud over billetsalget.

– Men når det sker som nu, behøver de ikke kannibalisere på hinanden, fordi de er så forskellige, at de ikke er i direkte konkurrence med hinanden. Der sker måske det, at de faktisk hjælper hinanden, fordi hypen omkring begge film støtter op og skaber nysgerrighed på begge film.

En scene med Cillian Murphy fra filmen Oppenheimer. Foto: Universal Pictures

Hun ser det som et udtryk for, at filmholdene har valgt at stå sammen fremfor at bekrige hinanden.

– Man har en tro på, at støtter man den ene film, støtter man nysgerrigheden for den anden, og det tror jeg, at begge film får gavn af i form af for eksempel billetsalg.

Hun peger på skuespilleren Tom Cruise, som spiller hovedrollen i den syvende film i “Mission: Impossible”-serien, der udkom for ganske nylig.

Han har lagt et billede på Twitter, hvor han står foran filmplakaterne til både “Barbie”, “Oppenheimer” og den nye “Indiana Jones and the Dial of Destiny” med billetter til hver af filmene.

– Biograferne og biograffilm er i en krise, så her ser vi en kollegial og venskabelig ånd omkring det i stedet for den hårde konkurrenceånd, der normalt er, fortæller Ann Lind Andersen.

“Barbie” og “Oppenheimer” har premiere i danske biografer torsdag.

/ritzau/

Exit mobile version