Ifølge Berlingske kan det skabe hul i økonomien, hvis for mange forlader arbejdsmarkedet før tid.
Det kan ende med at have negativ indvirkning på samfundsøkonomien, skriver Berlingske.
700.000 danskere har ifølge avisen med deres nuværende opsparingsniveau kurs mod at spare mere op, end de behøver.
Vurderingen bygger på beregninger udført af Danica Pension, som er Danmarks næststørste pensionsselskab med flere end 750.000 kunder. Den forudsætter, at tendensen blandt selskabets kunder kan overføres til resten af danskerne som helhed.
De fleste pensionskasser anbefaler ifølge Berlingske, at man gennem sit arbejdsliv sparer nok op til at få 80 procent af sin slutløn udbetalt som pensionist.
Især unge med fuld indbetaling gennem hele livet har – medregnet deres øvrige formuer – udsigt til at skyde over målet ifølge Danias beregning, skriver Berlingske.
Det kan skabe frygt for, at for mange personer dermed kan gå tidligt på pension og efterlader et hul på arbejdsmarkedet og i den danske økonomi.
Henrik Ramlau-Hansen, der er tidligere administrerende direktør i Danica Pension og i dag forsker i området, foreslog for nylig, at danskere skulle spare mindre op af hensyn til økonomien, skriver Berlingske.
Danicas cheføkonom Mads Moberg Reumert peger på, flere sparer mere op.
– Andelen, der sparer mere op, end Danica anbefaler, er steget de seneste år, siger han.
En analyse fra ATP viste for nylig en anden tendens, skriver Berlingske. Ifølge den sparer en tredjedel af alle danskere mellem 30 og 59 år så lidt op til pension, at de har udsigt til en årlig pensionsindkomst på under 77.000 kroner.
Hos Danmarks største pensionsselskab, PFA, lyder vurderingen også anderledes end hos Danica. Her er beregning udført alene på baggrund af pensionsopsparinger og lyder, at højst 15 procent af danskere lægger for meget til side til pensionen, skriver Berlingske.
/ritzau/