Site icon

Zelenskyj skåler med danskerne og lover sejr på slagmarken

Foto: AA

Sandheden er på vores side, og Rusland vil tabe, siger Zelenskyj foran fyldt plads ved Christiansborg.

Foto: AA

Danske familier i hvert et hjem, som ønsker, at Ukraine skal vinde krigen mod Rusland, skal have en stor tak.

Sådan lyder det fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i en tale foran Christiansborg, hvor en større menneskeforsamling mandag ved middagstid er mødt op, viftende med ukrainske flag.

– Vi er i gang med at redde Europa sammen, siger Volodymyr Zelenskyj.

– Vi kan åbent sige, at det meste af verden har det ligesom Danmark. De er med os. Vi kan mærke det, og det er en stor støtte for os.

Zelenskyj trækker en tråd tilbage til begyndelsen af krigen – ved Ruslands invasion 24. februar sidste år.

Han siger, at der var en risiko for, at Europa ville miste sig selv, som det er sket før. At tyranni igen ville vinde, at kulturen ville tabe, og at Europa kunne blive ødelagt.

Men nu er han sikker på sejr, siger han.

– Vi er sikre på, at Rusland vil tabe denne krig.

Ifølge den ukrainske præsident skyldes det blandt andet russiske soldaters mismod. Mange af dem, siger han, er mere bange for at stoppe med at slås, end de er for at blive dræbt i krig.

– Det er det værste, tyranni gør ved folk. Det eliminerer værdien af liv totalt, siger han.

Zelenskyj slutter af med på dansk at udbringe en skål.

– Jeg takker Danmark – Slava Ukraini (hæder til Ukraine. red), siger han – på dansk.

Talen foran Christiansborg er det sidste planlagte stop under Zelenskyjs besøg i Danmark. Han har tidligere holdt tale for Folketinget og været til frokost hos dronning Margrethe.

Han ankom søndag til Danmark, hvor han blandt andet har takket for den donation af danske F-16-fly, som kommer til Ukraine.

/ritzau/

Exit mobile version