Site icon

Wagner-gruppen efter flystyrt: Prigozjin er død

Både Wagner-gruppens leder og grundlægger meldes dræbt i flystyrt. Også otte andre skal være omkommet.

Foto: AA

Jevgenij Prigozjin, der stod i spidsen for den russiske Wagner-gruppe, er død.

Det oplyser Wagner-gruppen onsdag aften klokken 20.21 i et opslag på kommunikationstjenesten Telegram.

Meldingen kommer, kort efter at russiske nyhedsbureauer skrev, at Prigozjin var på passagerlisten for et nedstyrtet privatfly nord for Moskva.

Foto: AA

Wagner-gruppen oplyser onsdag aften desuden, at grundlæggeren af Wagner, Dmitrij Utkin, ligeledes har mistet livet.

Det oplyses ikke direkte, at de er døde i flystyrtet.

I alt skal ti personer have mistet livet i flystyrtet, der skete nord for Moskva. Det drejer sig om syv passagerer og tre besætningsmedlemmer.

Wagner-gruppen stod i slutningen af juni bag et kortvarigt oprør mod Ruslands militære topledelse. Oprøret endte med, at der blev indgået en aftale, der blandt andet betød, at Prigozjin skulle rykke til Belarus.

Det britiske medie BBC skriver onsdag aften, at det styrtede privatfly tilhører Wagner-chefen. BBC citerer det russiske nyhedsbureau Interfax.

Ifølge den britiske avis The Guardian havde flyet nummeret RA-02795.

Flyet har angiveligt været underlagt amerikanske sanktioner siden 2019 på grund af tilknytning til Prigozjin. Wagner-chefen skal have brugt flyet flere gange – blandt andet efter oprøret i slutningen af juni.

Flyet skal være styrtet ned nær landsbyen Kuzjenkino, der ligger stort set lige midt mellem Moskva og Sankt Petersborg.

Wagner-gruppens oprør mod Ruslands militære topledelse fandt sted for to måneder siden – mellem den 23. og 24. juni.

Wagner-soldaterne nåede frem til omkring 200 kilometer fra den russiske hovedstad, før en aftale mæglet på plads af Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko, en af Putins allierede, fik dem til at stoppe og vende om.

Wagner hjalp Rusland med at annektere Krim-halvøen i 2014.

/ritzau/

Exit mobile version