HVERDAGENS HELTE
Man kan godt kalde Selma Dia hverdagens heltinde, fordi hun hjælper mange mennesker på en helt anden måde. Hun har formidlet sin viden til at hjælpe mennesker, især flygtninge. Hun begyndte at arbejde som tolk i asylcenteret, hun kom til som flygtning.
meral@danturk.com
Selma på 55 år uddannede sig oprindelig på Musikkonservatoriet i Bosnien og underviste musik, før hun kom til Danmark som flygtning fra Bosnien-Hercegovina, da krigen i 1992 brød ud i Bosnien. Hun arbejdede som tolk, psykoterapeut, supervisor og sagsbehandler i jobcenter. Nu er hun i gang med socialformidleruddannelsen og er nået halvvejs med det.
I nedenstående interview med Selma Dia fra Bosnien er det første interview af vores nye interview serier, der handler om hverdagens helte/heltinder i Danmark.
Hvordan kom du til Danmark?
Jeg kom til Danmark som flygtning i 1992 pga. krigen i Eksjugoslavien. Da krigen brød ud, boede jeg i Kroatien, fordi jeg var blevet gift med min daværende kæreste, som er fra Kroatien. Jeg mødte ham i min studietid i Sarajevo. Han fik arbejde på et operahus i Kroatien, fordi han var dirigent. Jeg fik også arbejde der i en musikskole. Jeg boede i Kroatien fra 1990-1991.
Da krigen startede i Kroatien i 1991, flygtede vi til min hjemby i Bosnien-Hercegovina, hvor vi boede frem til april i 1992, og så begyndte krigen også der. Min eksmand blev dirigent for et ungdomskor fra Sarajevo og koret kom til Danmark på en korfestival i begyndelsen af april 1992. Da de skulle tilbage til Sarajevo, fik de at vide at det ikke var muligt, fordi krigen var startet i Sarajevo i mellemtiden (den 5. april 1992). Han kom i flygtningelejr og jeg kom i slutningen af april 1992.
Da jeg kom til Danmark, var jeg 24 år, og var lige blevet færdig med min uddannelse på Musikkonservatoriet. Jeg nåede også at arbejde i Eksjugoslavien på en musikskole, både i Bosnien-Hercegovina og i Kroatien. Jeg underviste i klaver og akkordeon, samt nogle musikteoretiske fag. Ved siden af musik læste jeg litteratur.
Hvad gjorde du, da du kom til Danmark?
De første 3,5 år i Danmark havde jeg ikke ret til at arbejde eller lære det danske sprog. De første 2,5 år boede jeg på et asylcenter i Jylland, som lå isoleret og ret langt væk i skoven. Da jeg dengang fik at vide, at jeg ikke havde lov til danskundervisning, udover 60 intro timer ifølge lovgivningen i Røde Kors regi, var jeg meget irriteret over det, og lærte ret meget af det danske sprog selv. Da det lykkedes mig at flytte til København i 1994, fik jeg et par kurser i dansk på Studieskolen. Så min danskuddannelse var sporadisk og mangelfuld, fordi jeg ville i gang før det var lovligt, men jeg havde nogle rigtig gode lærere da jeg endelig fik lov til at deltage i nogle kurser.
Senere skrev jeg speciale i musiketnologi ved Musikvidenskabelig Institut i København, og er cand.mag. i musik fra Danmark (2001), udover at jeg også blev færdig med min musik konservatorieuddannelse i Eksjugoslavien.
Jeg tog også privat uddannelse som Sensetik psykoterapeut i perioden fra 2006-2009, og udover mange workshops og kurser, hvor jeg arbejdede med min fagpersonlige udvikling med hensyn til psykoterapi og supervision, begyndte jeg også at arbejde med klienter i terapi både frivilligt og i privat regi. Jeg har stadigvæk klienter i terapi, og det er både individuel terapi, parterapi og supervision af grupper jeg tilbyder.
Jeg begyndte at arbejde som sagsbehandler i jobcenter i 2008, efter at jeg arbejdede nogle år som tolk. Jeg tog undervejs en diplomuddannelse i beskæftigelse. Lige nu er jeg i gang med socialformidleruddannelsen og er nået halvvejs med det.
Hvilke vanskeligheder har du haft som ny i Danmark?
Det der var svært for mig i Danmark, er ret forbundet med, at jeg aldrig nogensinde kunne forestille mig der kunne være krig i Jugoslavien eller Bosnien-Hercegovina, og da det skete, var jeg egentlig et godt sted i mit liv. Jeg var færdig med min musikuddannelse, havde arbejde i musikbranchen, og var blevet gift med min daværende kæreste.
Da jeg kom til Danmark, måtte jeg hverken søge arbejde, vælge hvor jeg ville bo eller lære sprog, så jeg følte mit liv gik i stå og det var som om jeg skulle straffes for noget eller afsone noget, som jeg ikke selv mente jeg var skyld i.
Jeg skulle lige pludselig bo på et sted, der lå langt væk fra alt, og jeg skulle bo sammen med folk som godt nok var fra mit land, men som jeg ikke nødvendigvis havde så meget tilfælles med. Det var også meget svært at møde andre mennesker som ikke havde noget med asylcenter at gøre, selvom jeg gerne ville.
Jeg var ikke god til at bruge det system der er i Danmark, hvor man kan få hjælp, fordi jeg var vant til at klare mig alene. Da jeg langt om længe fik asyl efter 3,5 år, og skulle til første møde i Dansk Flygtningehjælp, som skulle stå for integrationsprogram af flygtninge fra Bosnien-Hercegovina dengang, var det sådan at det var et gruppemøde for flere som fik asyl på samme tid, og den tolk de bukkede til mødet, dukkede ikke op.
Første job som tolk i Danmark…
Jeg tilbød at hjælpe med at tolke, så vi kunne gå i gang, og eftersom de manglede tolke, og jeg gjorde det godt, fik jeg kontrakt på et år som tolk i Dansk Flygtningehjælp på fuld tid. Det betød, at jeg kunne komme ud af ”systemet” og klare mig på egen hånd. Så jeg kom til asylcenteret i 1992, og begyndte at arbejde som tolk i 1995.
Hvad var dine forventninger til Danmark?
Jeg har haft det meget svært ved at rumme ”min skæbne” og det der overgik mig i forhold til min flygtningesituation, og selv om jeg ikke havde nogen forventninger til Danmark da jeg kom, har det været svært for mig at skulle bo på asylcenter i så lang tid uden rettigheder til at klare mig selv i forhold til at søge arbejde og lignende.
Jeg troede, at mit liv skulle have en anden retning, og lige pludselig havnede jeg et sted hvor jeg ikke kendte nogen i forvejen, min uddannelse var ikke god nok, fordi den ikke var dansk, og jeg anede ikke hvad jeg så skulle lave for at tjene mine penge. Det var også svært at få danske venner, og i starten var det via andre udlændinge jeg mødte danskere som var venners venner, som jeg stadigvæk har kontakt med, og senere fik jeg danske venner via min terapiuddannelse og fik også gode danske kolleger.
Jeg har nogle rigtig gode danske venner, som jeg mødte på min Sensetik-terapi uddannelse. Min vennekreds er ellers ret blandet og internationalt.
Jeg er meget vred over og ked af, at der kom krig i mit hjemland, og har det svært med det den dag i dag. Desuden har jeg mine forældre og resten af familien i Bosnien, og nu hvor de bliver ældre er det hårdt at være så langt væk.
Hvad er det, du kan lide at bo her i Danmark?
Der er mange ting jeg kan lide i Danmark, fx at der bliver taget hånd om dem der vanskeligheder med at klare sig, at kvinder og børn er beskyttet mod vold, og at bureaukratiet ikke er nær så slemt som der hvor jeg ellers kommer fra. De første mange år i Danmark brokkede jeg mig konstant over vejret, jeg synes det var koldt og gråt, men nu har jeg forvandlet mig til en viking og er blevet vinterbader siden 2019.
Hvad savner du mest fra dit hjemland?
Det jeg savner mest fra mit hjemland, er naturen, vejret er anderledes… jeg er mere vant til varmere klima end vi har i Danmark, jeg savner også maden derfra, og savner at bruge mere mit modersmål i dagligdagen, og følge med i film og musik.
Vil du leve resten af dit liv her i Danmark?
Det er svært at sige om jeg vil bo her resten af mit liv, jeg kunne godt tænke mig at have mulighed for at tilbringe lidt mere tid i mit tidligere land, og det kan godt være at jeg kan gøre det på sigt.
Jeg kan også godt lide at rejse, og har rejst en del, også til nogle fjerne lande som Nepal og Senegal. Jeg besøgte venner og familie der, og følte mig vellidt og i rigtig god kontakt med de lokale.