Regeringen bidrager med 7,5 millioner kroner til nødhjælpsindsatsen i Marokko, efter et ødelæggende jordskælv ramte områderne omkring Atlasbjergene og byerne Marrakesh og Agadir fredag
Af Danturk.com
Der meldes tirsdag om mere end 2.800 ofre og mere ende 2.500 tilskadekomne, og WHO vurderer, at omkring 300.000 er påvirkede af situationen.
Det skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
– Marokko går lige nu gennem en særdeles svær tid. Den humanitære situation er alvorlig, særligt i de bjergrige og fjerntliggende egne. Med vores bidrag støtter vi op om marokkansk Røde Halvmånes vigtige arbejde med blandt andet at sende førstehjælp, telte og støtte til berørte lokalsamfund,” siger minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen.
Ifølge udenrigsministeriet kommer støtten, efter regeringen i Marokko for kort tid siden officielt gav grønt lys til assistance fra Internationale Røde Kors og Røde Halvmånes Forbunds (IFRC).
Den danske bistand går gennem IFRC og støtter op om deres hjælpearbejde i form af blandt andet førstehjælp, støtte til sundhedsklinikker og transport af sårede.
Indsatsen vil også fokusere på at give bistand til at hjælpe jordskælvsofrene videre oven på katastrofen i form af blandt andet kontanthjælp til genopbygning af huse og psykologisk førstehjælp.
Samtidig omlægges der omkring 600.000 fra Danmarks eksisterende samarbejde med FN’s Migrationsorganisation (IOM) i Marokko til at sikre husly og hjælp til sårbare børn, der er blevet adskilt fra deres forældre efter jordskælvet.