Site icon

Svensk Nato-ansøgning sendes til godkendelse i tyrkisk parlament

Kun Ungarn og Tyrkiet mangler at ratificere Sveriges optagelse i Nato i deres parlamenter.
Foto: AA

Sverige tager endnu et skridt nærmere militæralliancen Nato.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, overdrager den svenske Nato-ansøgning til parlamentet, for at den kan blive ratificeret.

Det oplyser præsidentkontoret mandag.

– Den svenske Nato-tiltrædelsesprotokol blev underskrevet af præsident Recep Tayyip Erdogan 23. oktober 2023 og overdraget til Den Tyrkiske Store Nationalforsamling, skriver Tyrkiets kommunikationsdirektorat på X.

Det fremgår ikke af opslaget, hvornår ratificeringen vil finde sted.

Kun Ungarn og Tyrkiet mangler at ratificere Sveriges optagelse i Nato i deres parlamenter.

På Nato-topmødet i Vilnius denne sommer sagde Erdogan dog ja til, at Sverige nu kan komme med. Det skete, efter at Sverige blandt andet har strammet sin terrorlovgivning.

Men i de efterfølgende måneder – hvor det tyrkiske parlament blandt andet har været på sommerpause – har det trukket ud med godkendelsen.

Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, glæder sig nu over, at ratificeringsdokumentet er videresendt til Tyrkiets parlament.

– Nu er det op til parlamentet at behandle spørgsmålet, skriver han på det sociale medie X.

– Vi glæder os til at blive medlem af Nato, fortsætter Kristersson.

Ifølge nyhedsbureauet TT skal Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg i et internt brev til medlemslandene have udpeget et udenrigsministermøde i november som et tidspunkt, hvor han regner med, at Sverige er medlem.

Også Sveriges udenrigsminister, Tobias Billström, ser mod slutningen af næste måned som et muligt tidspunkt, hvor Sverige kan være en del af alliancen.

Han påpeger, at der mangler et par skridt endnu i Tyrkiet.

– Det (dokumentet, red.) går nu til parlamentet til behandling og afstemning, og så går det tilbage til præsident Erdogan for en endelig underskrift, siger han ifølge TT.

Mens Sverige fortsat venter på at kunne tilslutte sig Nato, så er det sket for nabolandet Finland.

Finland fik ja fra de to sidste lande – Ungarn og Tyrkiet – sidst i marts i år.

Både den finske og svenske ansøgning kom i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine i februar sidste år.

Nato består i dag af i alt 31 medlemslande. Danmark er et af de 12 oprindelige medlemslande fra 1949.

/ritzau/

Exit mobile version