Site icon

Formand skift i Tyrkiets største oppositionsparti

49-årige Özgür Özel er valgt som ny leder af CHP. Det sker omkring fem måneder inden lokalvalg i Tyrkiet.
Foto: AA

Tyrkiets største oppositionsparti, Det republikanske Folkeparti, CHP, har sent lørdag aften valgt Özgür Özel som dets nye leder.

Dermed er det enden på den afgående Kemal Kilicdaroglus 13 år lange lederskab af partiet.

Valget af ny leder sker i optakten til lokalvalgene i Tyrkiet til marts næste år.

49-årige Özel har været partiets parlamentariske gruppes viceformand siden 2015 og har siddet i parlamentet siden 2011.

Han annoncerede sit kandidatur i september efter CHP og Kilicdaroglus smertefulde nederlag til præsident Recep Tayyip Erdogan og hans parti ved valget i maj.

Özel fik 812 ud af 1366 mulige stemmer ved en højspændt og timelang partikongres i Ankara lørdag.

– Dette er mit livs største ære, lyder det fra Özel, der også takker Kilicdaroglu for hans arbejde for partiet.

– Vi påbegynder vejen mod sejr ved lokalvalgene, fortsætter Özel, omgivet af klappende partimedlemmer og Istanbuls borgmester, Ekrem Imamoglu.

Kilicdaroglu har fået stor kritik, siden han tabte valget til Erdogan og ikke trådte tilbage som leder for CHP.

Republikanske Folkeparti, CHP, er et socialdemokratisk politisk parti i Tyrkiet. Partiet blev grundlagt i 1923 af Kemal Atatürk. Partiet beskriver sig selv som “et moderne socialdemokratisk parti, der er tro mod de grundlæggende principper og værdier for Republikken Tyrkiet”.

Under Kilicdaroglus lederskab har partiet ikke fået over 25 procent af stemmerne på landsplan.

– Jeg har båret vores store leder Atatürks arv med ære indtil i dag, skriver Kilicdaroglu på det sociale medie X efter resultatet, mens han lykønsker Ozel.

– Og i dag, med den beslutning vores kongresdelegerede har truffet, siger jeg farvel til posten som formand.

Özel skal nu lede partiet frem mod lokalvalgene 31. marts, hvor partiet håber at bevare magten i de store kommuner, som det vandt i 2019. Blandt dem er hovedstaden, Ankara, Tyrkiets største by, Istanbul og andre store byer.

/ritzau/

Exit mobile version