Site icon

Flertal af minoritetsetniske personer oplever diskrimination i Danmark

Otte ud af ti minoritetsetniske personer angiver, at de har været udsat for diskrimination eller fordomme det seneste år. Det viser en omfattende undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder, der efterlyser en ambitiøs handlingsplan.

Arkivfoto: Haber.dk

Etnisk diskrimination og fordomme er et hverdagsfænomen for personer med minoritetsetnisk baggrund. De oplever negativ forskelsbehandling i det offentlige rum, på arbejdsmarkedet, i fritidslivet og i kontakten med myndighederne i Danmark.

Institut for Menneskerettigheder har netop gennemført den hidtil mest omfattende danske undersøgelse af racisme.

Ud fra besvarelser fra knap 4.300 ikkevestlige efterkommere eller indvandrere tegner undersøgelsen et billede af, at racisme er udbredt i Danmark:

84 procent svarer, at de har oplevet diskrimination eller fordomme på baggrund af deres etnicitet. Omkring hver fjerde angiver, at de på grund af deres etniske baggrund er blevet nægtet adgang til steder, hvor andre må komme ind.

Alle de adspurgte er enten født i Danmark eller kommet hertil, inden de fyldte 13 år.

– Diskrimination er ulovligt i Danmark. Alligevel oplever titusindvis at blive udsat for diskrimination alene på baggrund af deres etnicitet. Der er fortsat et stort behov for en koordineret indsats på tværs af samfundsområder, og det kalder på en ambitiøs handlingsplan mod racisme i Danmark, siger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

Undersøgelsen viser også, at kun 11 procent af dem, der har oplevet diskrimination, efterfølgende har klaget. Deres forklaring er, at de ikke har tiltro til, at det vil nytte.

Derudover angiver 38 procent, at de i nogen, høj eller meget høj grad overvejer at forlade Danmark som følge af deres oplevelser med diskrimination og fordomme.

I tidligere undersøgelser har Institut for Menneskerettigheder blandt andet vist, at diskrimination i nattelivet er udbredt, at politiet oftere sigter etniske minoriteter, uden at det fører til dom, og at lærlinge med etnisk minoritetsbaggrund bliver afvist af virksomheder.

Det står helt centralt i menneskeretten, at mennesker skal behandles lige og beskyttes mod diskrimination. Danmark har vi pligt til at stoppe racisme, når vi møder den, og en handlingsplan er et vigtigt første skridt, siger Louise Holck.

Siden 1971 har FN’s konvention om Afskaffelse af Alle Former for Racediskrimination været gældende i Danmark. Det betyder blandt andet, at Danmark er forpligtet til at standse al racediskriminatin.

Nøgletal fra rapporten

Kilde: Oplevet etnisk diskrimination i Danmark, Institut for Menneskerettigheder, november 2023

Exit mobile version