Hører du dine børns længselsfulde stemmer, eller ser du savnet i dine børns øjne?
Savn er et meget bredt begreb, så individet kan lade sig inspirere, men jeg vil her lægge vægt på børns savn.
Forældres udgangspunkt er, at de gør deres bedste for børnene, og det tvivler jeg ikke på. I dette indlæg lægger jeg vægt på bl.a. følgende:
- Børn savner forældrenes nærvær og helhjertede mentale tilstedeværelse uden stress.
- Børn savner hjem med en glad stemning og harmoni mellem forældre og børn og ikke mindst mellem forældrene indbyrdes.
- Børn savner deres skilsmisseforældre.
- Børn savner, at forældrene om morgenen vækker dem med kærlig stemme og berøring.
- Børn savner, at forældrene ligger ved siden af dem i sengen, når de skal sove.
- Børn savner at høre forældrene sige, at de elsker dem, er stolte af dem og er betydningsfulde for dem.
- Børn savner at være sammen med forældrene morgen og aften, når de skal spise og sove.
- Børn savner kontinuerlige og forudsigelige familiestrukturer.
- Børn savner fælles oplevelser med forældrene.
- Børn savner at blive hørt, set og holdt af.
- Børn savner, at forældrene er glade og udstråler positiv energi.
- Børn savner at være i fokus i relation til deres forældre.
- Børn savner, at deres forældre går i dialog med dem i stedet for at skælde ud, når de begår fejl.
- Børn savner, at deres forældre er aktive i deres sociale liv, fx i skolen og andre institutioner.
- Børn savner, at der lyttes til, hvad der gør dem glade eller kede af det, uden at forældrene gør dem forkerte.
- Børn savner, at de i skolen og andre sociale sammenhænge med stolthed kan fortælle om deres forældre.
Jeg kan komme med mange flere ideer til, hvad børn savner ved deres forældre, men mit spørgsmål til dig, der som forælder læser dette indlæg, er: Hvilken følelse kommer du i kontakt med i forhold til dine børn, hvis du ikke kan indfri dit barns savn? Ud fra den følelse du mærker, kan du tænke over, hvordan du kan imødekomme barnets behov.
Nå du møder dit barns savn, vil der ske to ting. For det første vil barnet blomstre og trives, så du bliver stolt. For det andet vil du ikke have dårlig samvittighed over ikke at kunne indfri barnets savn.
Savn er en følelse med eksistentiel betydning for børn. Børn med meningsfuld kontakt til deres forældre udvikler sig til at være glade og møde verden med selvsikkerhed. Roden til denne selvsikkerhed er, at forældrene imødekommer behov og ønsker og handler på savn. På den måde udvikles psykisk robuste individer, som kan navigere i det moderne samfund. Via denne robusthed er du med til, at dine børn på sigt får et værdigt liv og bliver gode samfundsborgere.
I mit arbejde med familier oplever jeg mange forældre kæmpe for at imødekomme børnenes behov, men jeg kan desværre ikke udelukke, at der findes forældre, som ikke kan indfri deres børns savn. Disse forældre kan gå i dialog med børnene, eventuelt sammen med partneren, og sætte ord på, hvad der er besværligt. En ærlig snak med børnene kan reducere barnets savn.
En begrundelse skal kunne forstås og føles af børnene. En diffus og ubegribelig forklaring sætter børnene i en meget svær situation og skubber til en uvished, som på ingen måde gavner barnet. Her mener jeg, at partneren må tage kampen, kritisere den overfladiske begrundelse og udfordre den pågældende til at tage et valg i forhold til børnenes savn.
Børns savn skal ikke imødegås med tomme ord. Der er brug for, at forældrenes ord og handlinger hænger sammen. Hvis du siger, at dine børn er betydningsfulde for dig, skal du være der for dine børn nu og ikke vente til i morgen.
Børn fortjener retfærdig og værdig behandling af forældre og andre voksne, og de fortjener på ingen måde at blive svigtet af deres forældre.