Site icon

Thomas Tuchel er færdig i Bayern München til sommer

Til sommer stopper den tyske fodboldtræner Thomas Tuchel et år før tid i storklubben Bayern München.
Foto: AA

Thomas Tuchel er færdig som træner i Bayern München senest til sommer.

Det er de to parter enige om, melder den sydtyske storklub på sin hjemmeside.

Meldingen kommer, efter at Bayern München har tabt tre kampe i træk – to i Bundesligaen og en i Champions League.

Thomas Tuchel havde egentlig kontrakt indtil sommeren 2025, men den kontrakt kommer han altså ikke til at opfylde.

Ifølge administrerende direktør Jan-Christian Dreesen er de to parter kommet frem til beslutningen efter en “åben og god samtale”.

– Vores mål er at gennemføre en sportslig omstilling med en ny træner for sæsonen 2024/25, siger direktøren.

Thomas Tuchel har på nuværende tidspunkt haft fat i Bayern München-tøjlerne i mindre end et år.

Han blev ansat i marts sidste år, efter at storklubben havde skilt sig af med Julian Nagelsmann, som nåede at sidde i trænersædet i lidt mere end halvandet år.

Under Thomas Tuchel har Bayern München et pointgennemsnit på over to i Bundesligaen, hvor klubben er på andenpladsen – otte point efter Leverkusen.

I Champions League er klubben nået til ottendedelsfinalen, hvor det i den første af to kampe endte med et 0-1-nederlag til Lazio. 5. marts venter returkampen hjemme på Allianz Arena.

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, og Thomas Tuchel skal på jobjagt igen.

– Indtil da vil jeg og mit trænerteam selvfølgelig fortsætte med at gøre alt, hvad vi kan for at sikre maksimal succes, siger Thomas Tuchel.

Tyskeren har tidligere været træner i Mainz, Dortmund, Paris Saint-Germain og Chelsea.

/ritzau/

Exit mobile version