Denne artikel udkom Foreningen ´Danes Worldwide´s hjemmeside danes.dk og skrevet af Maiken Friis Jørgensen, content manager. Vi bringer denne artikel på grund af den historiske samarbejde mellem Danmark og Tyrkiet. Vi mener, at vores læsere skal have kendskab på dette historiske samarbejde.
I 1927 tog danske ingeniører fat på en monumental opgave: at bygge 1000 kilometer jernbane i det dengang krigshærgede Tyrkiet. Projektet blev ikke kun en prøvelse af deres evner og kunnen, men en milepæl, der cementerede Danmarks status som en førende ingeniørnation.
Skrevet af: Maiken Friis Jørgensen, content manager
Foto: Danes Worldwide
Når snakken falder på, hvad Danmark er kendt for internationalt, tænker de fleste måske ikke umiddelbart på ingeniørkunst. Ikke desto mindre har Danmark en anerkendt position inden for dette felt, og det er i høj grad et resultat af et revolutionerende jernbaneprojekt i Tyrkiet, hvor ingeniørfirmaet Kampsax ledte an og tiltrak global opmærksomhed.
For at mindes og ikke mindst hylde den store bedrift har ildsjæle med relation til jernbaneprojektet skabt en dokumentar til glæde for det tyrkiske folk og efterkommere af de talentfulde danske ingeniører involveret i projektet.
Dokumentaren er tilgængelig i bunden af artiklen, men inden da kan du med fordel få lidt kontekst for at forstå virkeligheden dengang for næsten 100 år siden.
Tyrkiets genrejsning
Under 1. verdenskrig stod Det Osmanniske Rige på Tysklands side, og landet led et stort nederlag, som næsten udslettede imperiet fra verdenskortet.
Under ledelse af Mustafa Kemal Atatürk samledes landet til det moderne Tyrkiet, vi kender i dag. Ved fredsaftalen i 1923 blev de nye grænser anerkendt, og den tyrkiske regering satte som sit primære mål at genrejse landet, hovedsageligt gennem hurtig og effektiv økonomisk udvikling. Planen var en omfattende industriel udvikling, der skulle udnytte Tyrkiets egne råstoffer.
Helt centralt var forbedringen af infrastrukturen, især jernbanenettet, for at facilitere transporten af råstoffer til industrierne. To linjer skulle bygges, en mod nord og en mod syd, for at transportere kul og kobber henholdsvis.
Projektet med at anlægge 1000 kilometer jernbane gennem svært tilgængeligt terræn med bjerge og floder – og uden veje og andre transportforbindelser – var overvældende og udfordrende.
Arbejdet med jernbanen måtte udføres med hakke, skovl, dynamit og trillebør uden stort entreprenør materiel, som vi kender det i dag, og byggematerialerne måtte generelt transporteres hundredvis af kilometer med kameler og okser.
Den tyrkiske regering forsøgte at få udenlandske ingeniørfirmaer med kapital og kompetence til at påtage sig opgaven. Men der var ingen fra de allierede lande under 1. verdenskrig i Europa eller USA, som viste interesse i projektet i Tyrkiet.
Danske ingeniørers mod og vilje
Cheferne i de danske firmaer stod over for mange overvejelser og sikkert også søvnløse nætter, før de besluttede at påtage sig denne næsten umulige opgave – en udfordring så stor og kompleks, at den normalt ville ligge langt ud over, hvad et ungt firma som Kampsax kunne drømme om. Per Kampmann og Jørgen Saxild, begge veluddannede ingeniører fra DTU, et af Europas førende tekniske universiteter, var fuldt bevidste om de risici, projektet indebar.
Trods den store risiko var de danske ingeniører klar over, at en vellykket fuldførelse ville kunne bringe Kampsax enorm international anerkendelse og udvikle virksomheden til en global koncern. Derfor valgte de at takke ja til projektet:
Det kræver stort mod og tro på egne evner at gå imod strømmen, især når alle andre fraråder det. Netop dette mod og de imponerende resultater har været med til at sætte Danmark på verdenskortet som en førende ingeniørnation, siger Jens Peter Henrichsen, tidligere direktør i Kampsax og en af ildsjælene bag dokumentaren om den tyrkiske jernbane.
Billede 1 fra arkivet: Konstruktion af bro med kameler til transport af byggematerialer.
Billede 2 fra arkivet: Oksekærre for transport af byggematerialer.
Billede 3 fra arkivet: Skinnelægning ved bro på Nordlinjen.
Dokumentaren hylder de tyrkiske arbejdere
At der overhovedet er materiale tilgængeligt fra den tid i Tyrkiet skyldes, at Kampsax havde ansat professionelle fotografer til at dokumentere byggeprocessen, og flere af ingeniørerne dokumenterede løbende arbejdet i detaljerede notater og breve, og især en ingeniør ved navn Johannes Mørup tog mange smalfilm af bygningsarbejderne samt livet i landsbyerne langs jernbanen.
Flemming Nuri Møller, tidligere overingeniør i Kampsax og, efter COWIs overtagelse, arkivar for Kampsax-arkivet hos COWI, er søn af en af de danske ingeniører, der arbejdede på projektet fra 1927 til 1935. Han besluttede at indsamle og organisere materialet og få de ufaglærte arbejdere frem i rampelyset:
Jeg ser det som en hyldest til de titusindvis af tyrkiske arbejdere, som dedikerede otte år af deres liv til byggeriet, og som med deres viljestyrke viste, hvad der kan opnås med hakker, skovle og manuelt værktøj, siger Flemming Nuri Møller.
Oprindeligt blev materialet til et omfattende arkiv hos Cowi. Men for at undgå, at det store arbejde på sigt skulle blive glemt, gik Flemming Nuri Møller sammen med Jens Peter Henrichsen og Henrik Bang Jensen, ingeniør og formand for Dansk Jernbane-Klub, om at få produceret dokumentaren.
Med dokumentaren ville de tre ildsjæle nå et bredere publikum, inklusive Tyrkiet og de lokale arbejdere, der bidrog til projektet. For selvom de ufaglærte arbejdere fra landsbyerne langs banen modtog sundhedstjenester og uddannelse under projektet, var det stadig hårdt fysisk arbejde – og det må ikke glemmes, at knofedt var nøglen til succes.
En varm modtagelse
Der er næsten ingen information tilgængelig i Tyrkiet om livet i de fjerntliggende og utilgængelige landbrugsområder fra den periode. Derfor var der stor taknemmelighed for, at vi, som udlændinge, valgte at donere alt dette til Tyrkiet, siger Jens Peter Henrichsen.
Demirağ, som er titlen på dokumentaren og den tyrkiske oversættelse af jernbanenet, blev vist i både Tyrkiet og på DTU i Danmark i slutningen af 2023. Dokumentaren samt kopier af de originale film og billeder er doneret til TCDD og de tyrkiske museer, hvor befolkning og forskere i Tyrkiet nu kan få et unikt indblik i deres egen historie.
Dokumentaren er tilgængelig på YouTube, hvor der både er versioner på tyrkisk, dansk og engelsk. Herunder er henholdsvis den danske og engelske version:
Den danske version af dokumentaren
Den engelske version af dokumentaren
Den tyrkiske version af dokumentaren