Den herboende forfatter og oversætter af moderne tyrkisk og kurdisk litteratur, Orhan Dogru, fortalte om Tyrkiets litteratur den 14. marts. Med udgangspunkt i egne værker tog forfatteren publikum med på en rejse gennem tyrkiske og kurdiske sagn og eventyr frem til nutiden i Danmark.
tulay@danturk.com
Den herboende forfatter og oversætter Orhan Doğru var gæst i publikumsarrangementet Moderne tyrkisk/kurdisk litteratur, der strækker sig fra Tyrkiet til Danmark på Husum Bibliotek i København torsdag den. 14. marts.
I sit foredrag på Husum Bibliotek delte Orhan Dogru baggrunden for sine værker, sin passion som forfatter og sin skriveproces.
Han tog deltagerne med på en rejse fra sagn og eventyr til kultur og historie i tyrkisk litteratur og kurdisk litteratur med relation til dansk kultur.
Orhan Dogru har ikke kun skrevet egne værker, men har også oversat værker af betydningsfulde tyrkiske og kurdiske forfattere og digtere, herunder Sabahattin Ali, Ahmet Altan, Orhan Veli og Ehmede Xani.
Han har introduceret disse forfattere til det danske litterære miljø. Forfatteren arbejder i øjeblikket på sin debut digtsamling, der forventes at udkomme i juni/juli.
Orhan Dogru gav desuden indblik i den aktuelle situation inden for kurdisk og tyrkisk litteratur i Tyrkiet og delte læseanbefalinger til samtidens forfattere fra Tyrkiet.
– Filosoffen Wittgenstein sagde engang: ”Mit sprogs grænser er min verdens grænser.” Ja, netop. Det, vi ved, oplever, opfatter og den verden, vi ser på, når vi kigger ud ad vores vinduer, er begrænset til de sprog, vi kender og kan udtrykke os på. Min skriveproces derfor bekræfter Wittgenstein, for så vidt jeg skriver så meget, som de verdener, jeg rummer inde i mig, giver plads til, ligesom jeg vil nedfælde så meget, som jeg kender til verden, om rammen for hans forfatterskab fortalte Orhan Dogru til Danturk.com.
Forfatteren fortalte videre om sit forfatterskab:
“På min følelsesladede rejse fra det sted, hvor jeg klækkedes af ægget på min barndoms sæter i Anatolien, til nye rede, jeg fik bygget, vil jeg gøre ophold mange steder.
Nogle gange vil jeg lytte til min indre stemme på mine vuggevisers og eventyrs sprog, mit modersmål kurdisk, og søge ro i historien.
Nogle gange vil mit første sprog, der gav mig et vindue til min omverdens, nemlig tyrkisk, være det skelet, som jeg binder de nedfældede linjer fra min historie op på.
Nogle gange vil jeg rejse til de dybe afkroge i min ånd på det sprog, som åbner min visuelle verden, tegnsprog, der er udsprunget af min egen krop og mit eget blod.
Nogle gange vil jeg sætte sejl for at drage ud mod nye horisonter og verdenshjørner på det sprog, som kobler min verden op på universet, nemlig dansk, for at give min historie vinger.
Allervigtigst for mig er håbet om at kunne drømme på alle disse 4 sprog og endda det i samme drøm.”
Om Orhan Dogru
Orhan Dogru er født i 1968 i landsbyen Kusca i Anatolien, Tyrkiet, er en dansk-kurdisk/tyrkisk forfatter og kom til Danmark som 18-årig i 1987. Han har sidenhen uddannet sig som folkeskolelærer og translatør. Med flere kulturhistoriske bøger, der udspringer fra kurdisk, tyrkisk og dansk kultur, har han gjort sig bemærket som forfatter. Hans roste roman, “En Nydanskers Kontrabog: ordene flyver, skriften forbliver”, fører læseren med på en rejse i tid og rum, hvor indvandreren Yusuf fra sit dødsleje på Bispebjerg Hospital lader sine tanker gå helt tilbage til tiden, hvor Osmannerriget blev betegnet som ”Europas syge mand”. Derfra fører fortællingens tråde læseren videre til en isoleret kurdisk landsby dybt inde i Anatolien, hvor bogen slutter aftenen før Yusufs udrejse til Danmark i 1969.
Orhan Dogru har endvidere oversat en række store forfattere og digtere, som han for første gang har introduceret i det danske litterære miljø. Orhan Dogru tænker og drømmer på tegnsprog, kurdisk, tyrkisk og dansk, ligesom han også selv skriver digte.