Site icon

Beskæftigelsen fortsætter rekordtogt med ny stigning

Det er vildt imponerede, at beskæftigelsen bliver ved med at banke i vejret, skriver økonom i en kommentar.
Foto: Danturk.com

Beskæftigelsen på det danske arbejdsmarked kender kun en vej i øjeblikket, og det er opad.

Antallet af lønmodtagere voksede med 3900 personer i januar, hvilket bringer det samlede antal op på 3.009.100.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik fredag.

Arbejdsmarkedets vokseværk har nærmest uafbrudt stået på siden 2021, og det har sat rekord efter rekord på det seneste.

Siden januar 2023 er beskæftigelsen vokset i 11 ud af 12 måneder, fremgår det af dagens opgørelse.

Af Tore Stramer, der er cheføkonom hos Dansk Erhverv, kaldes det eventyrhistorien, “der bare ikke vil stoppe for dansk økonomi”.

– Det er kort og godt vildt imponerende, at beskæftigelsen bliver ved at med at banke i vejret herhjemme, skriver han i en kommentar.

Udviklingen skal blandt andet ses i sammenhæng med, at aktiviteten i den indenlandske økonomi tiltog pænt i særligt anden halvdel af 2023, mener han.

Han nævner blandt andet medicinalgiganten Novo Nordisk som en af vækstmotorerne i dansk økonomi. Her er der over det seneste år sket 5500 nyansættelser, skriver Tore Stramer.

– Endelig har en række store investeringer i fabrikker og udstyr fra Novo Nordisk også løftet beskæftigelsen i en række støtteerhverv i den øvrige industri og inden for byggeriet.

Kigger man alene på dagens tal, skyldes en stor del af fremgangen det offentlige, har Jeppe Juul Borre, cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, noteret sig.

– Således steg antallet af lønmodtagere i det offentlige med 2500 i januar, mens den steg med 1400 i det private.

– Men uanset hvad, så er der fremgang i begge sektorer, hvor fremgangen i den private beskæftigelse er et bedre udtryk for det underliggende behov for arbejdskraft i dansk økonomi, lyder det.

/ritzau/

Exit mobile version