Site icon

Det Kgl. Bibliotek lancerer ny todages festival med klassisk musik

Det Kgl. Bibliotek lancerer i år den nye festival Musikfestdage i Diamanten – to dage i den klassiske musiks tegn i Den Sorte Diamant i København. 
Diamanten eksteriør aften. -Foto: Den Sorte Diamant

Af Cevdet KOCAMAN
cevdet@danturk.com
Når forår møder sommer i weekenden 31. maj-1. juni, samles en række internationale verdensnavne samt Danmarks anerkendte ensembler og unge talenter til Musikfestdage i Den Sorte Diamant. Sammen vil de folde den klassiske musiks mangfoldighed ud til to dages festival. Hele 35 koncerter på mere end syv scener vil fylde Den Sorte Diamant og den gamle biblioteksbygning i et overflødighedshorn af helt særlige musikalske oplevelser, der præsenterer klassisk musik for et stort publikum.

Med Musikfestdage i Diamanten sætter Det Kgl. Bibliotek et markant kryds i kalenderen for alle, der holder af klassisk musik – eller ønsker at lære den bedre at kende. Arrangementet foregår 31.5.-1.6. 2024, og der er både endags- og partoutbilletter i salg fra 15.03.24. kl. 10.

Det Kgl. Bibliotek lancerer ny todages festival med klassisk musik

”Klassisk musik kan opleves på mange måder. Det kan være symfonier fra 1700-tallet i koncertsale, 1900-tallets kvartetter i kammermusiksale og 1800-tallets operaer på teateret. Med Musikfestdage i Diamanten går vi nysgerrigt til den klassiske koncert som koncept og opfordrer de dygtigste musikere og ensembler til at udfordre de klassiske værker – og sig selv! – for at skabe en weekend med klassisk musik af højeste karat i formater, du ikke normalt møder i koncertsalene,” udtaler programansvarlig for musik Jesper Egelund.

Gustav Piekut i Dronningesalen – Foto: Malt…

Musik møder arkitektur

Det Kgl. Bibliotek i København er en arkitektonisk unik størrelse. I forlængelse af den historicistiske biblioteksbygning ved Bibliotekshaven fra 1908 funkler Den Sorte Diamant fra 1999 på kanten af havnen. Foruden storslåede offentlige rum er bygningerne fulde af kringelkroge, skjulte arkiver og kunstværker. Musikfestdage i Diamanten bringer mange dele af bygningerne i spil og giver en enestående mulighed for at opleve blandt andet læsesale og arkiver, som normalt er lukkede for besøgende.

Festivalprogrammet vil spænde fra store orkesterkoncerter i Den Sorte Diamants kammermusiksal Dronningesalen over intime koncertoplevelser i eksempelvis Gammel Læsesal til pop-up-koncerter på blandt andet Kirkebybroen over musikalske vandringer i bygningen. Musikken kommer til at spille på mere end syv steder i Den Sorte Diamant og i den gamle biblioteksbygning.

Bredt repertoire frembragt af modige musikere

Til Musikfestdage spænder repertoiret bredt – fra barok til nutidens musik over afstikkere til folkemusikken. Oplev værker fra de helt store i musikhistorien som Bach, Mozart, Grieg, Ravel og Sjostakovitj til samtidige komponister som Rune Glerup, krydret med et drys blue-grass og hviderussisk folkemusik ind imellem. En del af værkerne bliver introduceret af musikformidler Mathias Hammer.

De optrædende kunstnerne er valgt, fordi de netop kan fortolke denne ikoniske klassiske musik, og fordi de træffer modige valg – som når Matthias Loibner og Nataša Mirković fremfører Schuberts Winterreise for sang og hurdy-gurdy, eller den amerikanske virtuos Tessa Lark veksler mellem violinmusik og en frisk jig fra Kentucky i et og samme program.

Konceptet for Musikfestdage og programmet er udviklet i samarbejde med den hæderkronede kvartet Trio con Brio Copenhagen. Trioens pianist Jens Elvekjær udtaler:

”Den Sorte Diamant er et af vores absolutte favoritkoncertsteder, og vi har længe drømt om at realisere dette visionære og unikke koncertkoncept, som forener flere kunstarter og inviterer et bredt publikum i alle aldre ind. Vi har sammen med Diamanten udvalgt nationale og internationale ensembler og musikere med en moderne og fornyende tilgang til det klassiske repertoire, som gerne indgår i konstellationer på kryds og tværs.”

Exit mobile version