Frederik Vad (S) er kommet under beskydning fra egne rækker. Kritiske socialdemokrater har sendt brev.
Socialdemokratiets hovedbestyrelse har modtaget et brev fra en række partimedlemmer, der er utilfredse med en række indvandrerkritiske udtalelser fra udlændinge- og integrationsordfører Frederik Vad (S).
Det skriver DR.
Der er tale om 18 navngivne underskrivere, herunder ti byrådsmedlemmer. Dertil står den socialdemokratiske partiforening i Ballerup som afsender på brevet, kan DR fortælle.
Frederik Vad har udtalt, at indvandrere i nogle tilfælde godt kan modarbejde danske værdier, selv om de har både job og bolig og umiddelbart kan virke velintegrerede.
Musa Kekec (S), der er medlem af kommunalbestyrelsen i Ballerup Kommune, siger til DR, at Vad stigmatiserer en stor befolkningsgruppe, som bidrager positivt til Danmark hver dag:
– Og det bryder vi os ikke om. For det skaber en myte om, at integrationen har fejlet, og at det fremover ikke er nok at tage sig en uddannelse, at tale dansk, at bidrage til samfundet og at have et arbejde – men at der skal mere til.
Musa Kekec truer med decideret at melde sig ud af Socialdemokratiet, såfremt Frederik Vads udtalelser er udtryk for den officielle linje i partiet.
Det siger han til Politiken.
Talen, hvori Frederik Vad kom med de udtalelser, der altså nu skaber debat, blev holdt i Folketingssalen tidligere i april. Her talte Frederik Vad om en ny erkendelse i udlændingedebatten, altså at man godt kunne have job, bolig og se velintegreret ud og samtidig arbejde på at undergrave danske værdier.
Det er ikke kun de socialdemokratiske medlemmer, der er blevet stødt over talen. Det meddelte også Moderaternes udlændingeordfører, Mohammad Rona, til DR, at han var blevet efter talen.
Frederik Vad siger til DR, at han er trist over, at nogle i partiet mener, at han har sagt noget forkert. Men han fastholder, at der ikke er sket en forandring i Socialdemokratiets linje på udlændingespørgsmålet i årevis.
Statsministeren enig med udskældt ordfører
Statsminister Mette Frederiksen (S) bakker op om Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vad efter intern kritik.
Statsministeren er uenig. Det er Socialdemokratiets folketingsgruppe i øvrigt også.
– Meget af det, Frederik Vad sætter fokus på, er noget, som rigtig, rigtig mange danskere oplever. Utryghed på S-togstationer, kriminalitet og vold.
– Vi vil ikke acceptere, at der er mange mennesker, der er utrygge i deres hverdag i Danmark på grund af nogen, der er kommet hertil udefra, siger statsministeren foran Folketingssalen, hvor hun netop har svaret på spørgsmål fra oppositionslederne.
Statsministeren bliver også spurgt til, om der er en kløft af uenigheder i tilgangen til udlændinge i Socialdemokratiet:
– Der er da nogle, der er uenige. Det var der også, da vi fremlagde vores store udlændingepolitiske udspil i 2018. Der er en løbende udlændingedebat i Socialdemokratiet og i Danmark, siger hun.
/ritzau/