Billund Lufthavn forudser en travl juli med godt chartersalg og stor interesse for netværksruter. Cargooperationen i lufthavnen har igen oplevet tocifret vækst.
Med skolernes sommerferie officielt løbet i gang er der for alvor kommet aktivitet i terminalen i Billund Lufthavn.
I en dugfrisk undersøgelse fra Norstat, som er udarbejdet for Dansk Erhverv, forventes det, at cirka 2,4 mio. danskere rejser til udlandet i løbet af de næste par sommermåneder. En stor del af dem vælger Billund Lufthavn som afsæt.
Det skriver Billund Lufthavn i en pressemeddelelse.
I juni måned gik 398.206 rejsende igennem Billund Lufthavn, hvilket er 0,6 procent færre end samme måned sidste år. Den mindre tilbagegang skyldes, at lavprisselskaberne, anført af Ryanair, har reduceret deres antal sæder. Til gengæld glæder adm. direktør i Billund Lufthavn, Jan Hessellund, sig over det det flotte chartersalg i sommerferieperioden.
– Vi har et stærkt udbud af rejser til de populære charterdestinationer, så vi forventer en god juli måned, hvor mange vælger at tage mod varmere himmelstrøg fra Billund. Grækenland er den suverænt største charterdestination i år med over 100.000 forventede rejsende i juli og august, fortæller Jan Hessellund.
Ifølge Hessellund, er der en stor interesse for netværksruterne, der forbinder Vestdanmark med hele verden, hvor de store hubs i London, Amsterdam, Frankfurt og Paris er populære i år.
De fem mest populære charterlande fra Billund i sommeren er Grækenland, Spanien, Tyrkiet, Bulgarien, Cypern.
Ikke for sent at bestille sommerferie
Charter eller oversøisk? By eller strand? Action eller afslapning? Med 120 direkte destinationer og 540 one-stop er der mange muligheder fra Billund.
I løbet de seneste måneder er Norwegian kommet godt i gang med fire nye ruter – de nyeste værende Stockholm og Alicante. Hen over sommeren tilbyder selskabet seks forskellige destinationer, så de rejsende kan komme endnu mere fleksibelt afsted.
Det brede rutenetværk i Billund giver vestdanskerne mulighed for at opdage skjulte perler og se de mest imponerende storbyer. Der er nu officielt taget hul på skolernes sommerferie, men det er stadig muligt at finde en rejse ud i verden.
– Med vores stærke rutenetværk går vi en sommer i møde, hvor vi kan tilbyde danskerne at komme på ferie både tæt på og langt væk. Vi har mange populære charterdestinationer, men der er også mulighed for andre slags ferier, siger Jan Hessellund.