Site icon

Uefa udbreder regel om anførerens kommunikation med dommere

Uefa har besluttet, at det i alle forbundets turneringer bliver lov, at kun anføreren må tale med dommeren.
De tjekkiske fodboldspillere Tomas Soucek (22) og Antonin Barak (7) gjorde indsigelse mod kampens dommer Istvan Kovacs under ved EM-slutrunden mellem Tjekkiet og Tyrkiet. – Foto: AA

Ved EM i fodbold har kun holdenes anfører haft lov til at tale med dommeren. Den regel udbredes nu til alle turneringer under Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Det skriver Uefa på sin hjemmeside fredag.

Forbundet lancerede reglen som optakt til EM, som dermed skulle fungere som en slags testturnering for den nye tilgang.

Uefa begrundede tiltaget med, at man vil væk fra, at en større gruppe af spillere omringer dommeren for at få en forklaring eller brokke sig, hvilket langtfra er et særsyn i topfodbold.

Og hvis kun anføreren kommunikerer, bliver det nemmere for dommeren at forklare sin beslutning og skabe tillid og en “sund atmosfære” mellem parterne, lød det fra Uefa.

I tilfælde af brud på reglerne kan man forvente at få stukket et gult kort i hovedet.

Uefa kalder tiltaget under EM for en succes og et “ubestrideligt fremskridt for fodboldens image”.

Reglen træder i kraft i de øvrige Uefa-turneringer omgående. Det betyder altså, at de danske hold, som snart indtræder i europæiske kvalifikationsturneringer, skal indordne sig.

/ritzau/

Exit mobile version