L. Sherman skrev sig lige ind i læsernes hjerte med Lærkeholm, der finder sted på den naturskønne ø Bjørkø. Til september vender L. Sherman tilbage til den lille ø med det store hjerte i anden selvstændige del af Bjørkø-serien, Kildegård.
Danskerne læser romance som aldrig før, og på ganske kort tid har L. Sherman slået sit navn fast med syvtommerssøm som Danmarks romance-dronning. Anden selvstændige del af Lærkeholm-serien foregår på Bjørkø, men vi møder helt nye mennesker.
Tilflytteren Cassian bliver kastet ind i livet som småbørnsfamilie, da han pludselig får ansvaret for sin nevø og niece. Han kan ikke balancere jobbet som bestyrer af sit
succesfulde stutteri og børnene, men heldigvis er der altid hjælp at hente på Bjørkø til dem, der har brug for det: Cassian slår stillingen som barnepige op, og særligt én ansøgning ser lovende ud …
Freja tog på jordomrejse i håbet om at blive klogere på, hvad hun ville med sit liv, men lige på dén front er hun ikke vendt klogere hjem, end hun drog ud. Forventningspresset maser sig på fra alle sider, hendes storebror bombarderer hende med information om studier og ansøgningsfrister, så da stillingen på Kildegård bliver slået op, slår Freja til.
Der er bare ét problem: Freja kan ikke holde øjnene fra Cassian, og måske, bare måske, har han det på samme måde? Men han er hendes chef. Han har to børn og hulens travlt. Og Freja ved ikke, om hun stadig bor på øen, når sommeren er forbi.
Kildegård er en romantisk feel good-fortælling fra L. Shermans hånd om at finde meningen med livet og om at balancere job og børn, alt sammen på en smuk lille ø med et stort hjerte, som læserne kan drømme sig væk til.
Kildegård udkommer 19. september på Falco.
Om forfatteren:
Bag pseudonymet L. Sherman står Ulrika Louisa Bjerregaard (f. 1977). Hun debuterede i 2018 og har bl.a. skabt Fortabt i Aarhus-serien,
som blev en stor succes blandt både læsere og anmeldere. På Falco har hun udgivet Kongen af Campus i Clairmont College-serien. Efterfølgeren, Dronningen af Campus, udkommer i 2025.
Ulrika Bjerregaard har en bachelor i spansk og kandidat i fransk fra Aarhus Universitet og bor i Aarhus med sin mand og to døtre. Siden sin debut har hun været uomgængelig på den danske romance-scene, hvor hun arbejder med genrens feministiske og samfundsaktuelle potentiale.