Site icon

Tyskland udfordrer Tyrkiet i strid om den sande dönerkebab

Før deadline appellerer Tyskland ansøgning om særlig EU-status til dönerkebab. Tyskere frygter bureaukrati.
Foto: AA

Hvornår må et stykke brød med kebab, salat og dressing egentlig kaldes en dönerkebab?

Det spørgsmål er blevet genstand for en strid mellem Tyrkiet og Tyskland.

Tyskland har nemlig appelleret et tyrkisk forsøg på at give det kød, som udgør den afgørende del af dönerkebabben, EU-status som “garanteret traditionel specialitet”.

Det skriver den tyske udgave af magasinet Politico.

Appellen er blevet indleveret kort inden en deadline onsdag.

Tyskerne frygter, at den tyrkiske ansøgning kan føre til bureaukrati og prisstigninger for den elskede spise.

Godkendes ansøgningen, kan oksekød og lam kun sælges som dönerkebab, hvis det er “skåret horisontalt i stykker med en tykkelse på tre til fem millimeter”. Det skriver avisen The Guardian.

Kyllingekød må gerne skæres tykkere.

Samtidig skal dyrene, som anvendes til kødet, have en vis alder. Og kniven til at skære kødet skal leve op til særlige krav. Det samme gælder de krydderier, der bruges til at marinere kødet.

Cem Özdemir, som er fødevare- og landbrugsminister i Tyskland, mener ifølge Politico, at ansøgningen kan blive et “indgreb i det tyske marked med mærkbare økonomiske konsekvenser”.

Döneren har i forvejen været på den politiske dagsorden i Tyskland.

Kebabpriserne er siden Ruslands invasion af Ukraine og de deraf voldsomt stigende priser på energi og råvarer nemlig steget i en grad, så nogle taler om “dönerflation”.

Venstrefløjspartiet Die Linke har endda foreslået et prisloft på dönerkebab.

Selv om Tyrkiet ikke er EU-medlem, kan landet godt søge om, at en specifik ret eller fødevare får status som “garanteret traditionel specialitet” i EU.

Tyskland og Tyrkiet har nu seks måneder til at nå til enighed. Ellers træffer EU-Kommissionen en beslutning.

Ifølge The Guardian sælges der dönerkebab for omkring 52 milliarder kroner årligt i Tyskland.

/ritzau/

Exit mobile version