Site icon

Verdens bedste pensionssystem er i Holland, Danmark på 3. pladsen

Holland topper listen over verdens bedste pensionssystemer, mens Island, som sidste år lå på førstepladsen, er rykket ned på en andenplads, og Danmark indtager tredjepladsen i 2023-indekset.
foto: Haber.dk

Af Danturk.com

Analysen, der vurderer 47 pensionssystemer på globalt plan, har undersøgt mere end 50 kriterier som niveauet for pensionsydelser, systemets bæredygtighed og kvaliteten af forvaltningen.

Rapporten fremhæver, at det hollandske pensionssystem, trods igangværende reformer, overgår systemerne i andre lande.

Island, som sidste år lå på førstepladsen, er rykket ned på en andenplads, og Danmark indtager tredjepladsen i 2023-indekset.

Tyrkiet er blandt de lande, der har fået den laveste vurdering.

Det skriver Euronews tyrkiske version.

Mercer CFA Institute’s globale pensionsrapport sammenlignede 47 systemer, der dækker 64 procent af verdens befolkning, med hovedvægt på niveauet af private og offentlige pensionsydelser, fremtidig bæredygtighed og styringens kvalitet.

I takt med, at Danmarks pensionsalder er hævet til 67, er landet nu et af de steder, hvor folk trækker sig senest tilbage fra arbejdsmarkedet.

Selv på Danmarks tredjeplads påpeges der forbedringsmuligheder, da landet er gået lidt tilbage underpunktet “integritet,” som handler om systemets troværdighed og bæredygtighed.

De fleste europæiske lande i rapporten fik gode vurderinger, mens lande som USA, Frankrig, Spanien og Italien har betydelige risici eller mangler.

Tyrkiet ligger fjerde sidst, kun overgået i bunden af Indien, Filippinerne og Argentina, og har sammen med Thailand modtaget den laveste vurdering.

Rapporten advarer om, at uden forbedringer kan pensionssystemernes effektivitet og bæredygtighed i disse lande være usikker.

I nogle pensionssystemer med lave karakterer er pensionsalderen forholdsvis lavere. Efterhånden som levealderen stiger, bliver tidlig pensionering en større økonomisk byrde for samfundet.

Udfordringer for pensionssystemer

Rapporten understreger, at inflation, stigende renter og geopolitiske usikkerheder lægger et hidtil uset pres på pensionssystemerne.

Ifølge Euronews påpegede CFA Institute’s præsident og CEO, Margaret Franklin, at den stigende gennemsnitsalder globalt, især i mere udviklede markeder, skaber nye udfordringer, mens inflation og rentestigninger skaber et nyt markedsmiljø, som påvirker pensionsplanerne.

Rapporten anbefaler også reformer for at sikre de nuværende og fremtidige pensionisters velbefindende og opfordrer til styrkelse af aktivbaserede pensionsordninger for at gøre systemerne mere modstandsdygtige.

Exit mobile version