José Mourinho har karantæne og må se torsdagens kamp i Herning mod FC Midtjylland fra tribunen.
Fenerbahce må undvære cheftræner José Mourinho på sidelinjen mod FC Midtjylland i Herning torsdag.
Det skriver flere tyrkiske og portugisiske medier, og det danske fodboldmedie Bold har fået oplysningen bekræftet af Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa).
Portugiseren er i en lang trænerkarriere langt fra ubekendt med karantæner, men denne gang er forseelsen i den milde kategori.
Mourinho har således fået en kamp på tribunen, da han ikke førte sit hold rettidigt på banen til anden halvleg af Europa League-kampen mod Lyon for en uge siden, skriver tyrkiske medier.
Det udløser ikke i sig selv en karantæne, men Mourinho havde en betinget dom for samme forseelse i en tidligere kamp, og det er den, der er blevet udløst.
Både FCM og Fenerbahce risikerer at ryge ud af top-24 og dermed Europa Leagues slutspil torsdag.
Midtjyderne kan med 10 point på 19.-pladsen dog muligvis klare sig videre med selv et nederlag. Fenerbahce er med 9 point på 23.-pladsen langt mere presset.
Der er kickoff i Herning klokken 21.
/ritzau/