Site icon

Danmark ligger i top i brug af kunstig intelligens

Flere virksomheder i Danmark bruger kunstig intelligens, hvilket placerer landet i front i Europa. Men den digitale fremmarch medfører også nye udfordringer som digital svindel og børns tidlige skærmbrug.
Foto: AA

Af Cevdet KOCAMAN
cevdet@danturk.com

Danmark ligger nummer ét i Europa, når det gælder virksomheders brug af kunstig intelligens. 28 procent af danske virksomheder benyttede AI i 2024 – en fordobling fra året før. Det viser den nye redegørelse Danmarks Digitale Udvikling 2025 fra Digitaliseringsministeriet.

Ny rapport fra Digitaliseringsministeriet viser, at danske virksomheder er langt foran resten af Europa i brugen af kunstig intelligens. AI hjælper virksomheder med at effektivisere arbejdsgange, styrke forretningen og øge konkurrenceevnen.

Tallene fra redegørelsen viser, at 28 procent af danske virksomheder med mindst 10 ansatte brugte AI i 2024. Til sammenligning er gennemsnittet i Europa 14 procent. Særligt store virksomheder er frontløbere, men også mindre virksomheder er ved at tage teknologien til sig. I 2023 brugte 12 procent af små virksomheder AI, mens tallet i 2024 var steget til 25 procent.

Det skriver Digitaliseringsministeriet i en pressemeddelelse.

Digitaliseringsminister: Vi skal udnytte potentialet
”Vi kan være enormt stolte af at ligge nummer ét i Europa og se en markant vækst i virksomheder, der anvender kunstig intelligens. Digitalisering styrker vores konkurrenceevne, og AI har et enormt potentiale, hvis vi bruger det klogt og ansvarligt. Derfor glæder det mig, at teknologien udrulles bredt i både store og små virksomheder,” siger digitaliseringsminister Caroline Stage.

Men den digitale udvikling giver også udfordringer. Flere danskere oplever digital svindel, mens børn og unge bruger mere tid på skærme og får tidlig adgang til sociale medier.

”Vi skal både udnytte AI’s muligheder og samtidig beskytte vores børn og unge samt bekæmpe digital kriminalitet. Tillid, ansvarlighed og sikkerhed er afgørende for en digital udvikling, der gavner os alle,” siger ministeren.

Hovedpointer fra Danmarks Digitale Udvikling 2025

Exit mobile version