Site icon

Tyrkisk opkøb trækker DFDS-driften i minus

Rederiet DFDS måtte indkassere et driftsunderskud på 117 millioner kroner i første kvartal.
Foto: dfds.com

På sigt er det forventningen, at opkøbet af tyrkiske Ekol International skal blive en god forretning for rederi- og transportselskabet DFDS, men sådan er det ikke lige nu.

Integrationen af det tyrkiske selskab betyder, at DFDS kommer ud af første kvartal med et driftsresultat på minus 117 millioner kroner.

Det er noget dårligere end det overskud på 200 millioner kroner, man opnåede i samme periode sidste år.

Torben Carlsen, der er administrerende direktør, er dog fortrøstningsfuld, når det gælder effekten af de initiativer, der er sat i gang for at forbedre driften.

– I marts begyndte indtjeningen at rettet sig efter eksekvering af en række turnaround-tiltag i løbet af kvartalet, siger han i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for første kvartal.

Forventningerne til 2025 er fortsat et driftsoverskud på én milliard kroner og en omsætningsvækst på omkring fem procent.

DFDS kalder selv 2025 for et “overgangsår” og nævner i regnskabsmeddelelsen selv et par punkter, hvor man forventer at se forbedrede tal i løbet af i år.

Det gælder blandt andet i Tyrkiet, hvor man er i fuld gang med at skære udgifterne til og lukke de dele af forretningen, der ikke er rentable.

Samtidig kigger man også på færgeforretningen i Middelhavet, hvor øget konkurrence også presser DFDS til at foretage ændringer.

Hvad angår den geopolitiske situation, så forventer DFDS her og nu ikke nogen positiv effekt af en mulig handelskrig.

Ikke så meget fordi selskabet bliver direkte påvirket af toldmure omkring USA, men mere fordi risikoen for afdæmpet vækst i Europa er blevet større.

Til gengæld kan selskabet på længere sigt måske profitere af, at europæiske virksomheder i højere grad vælger mere nærtliggende lande som Tyrkiet og Marokko, når de skal placere ny produktion.

DFDS blev stiftet under navnet Det Forenede Dampskibs-Selskab tilbage i 1866 af Carl Frederik Tietgen.

Selskabet har hovedkvarter i København, men driver færge. og transportruter i hele Europa.

DFDS har i dag sit fokus på transport af gods frem for persontransport, og blandt andet derfor solgte selskabet sidste år færgeruten København-Oslo fra.

Den drives nu af svenske Gotlandsbolaget under navnet Go Nordic.

/ritzau/

Exit mobile version