Hvordan vestlige eliter, finansgiganter og militærindustri former Mellemøstens skæbne gennem ideologi, investeringer og destabilisering – fra Clean Break-strategien til BlackRocks rolle i globale konflikter.
Af Savas KARAKAPLAN
savas@danturk.com
I en verden præget af geopolitiske konflikter og økonomisk magtkamp er begrebet “neocon-finanskapital” blevet et omdiskuteret emne, ofte nævnt i kritiske analyser af global politik. Dette fænomen, hvor neokonservative ideologier smelter sammen med finanskapitalens interesser, har rødder i strategier som “Clean Break”-rapporten fra 1996, der blev udarbejdet for Israels daværende premierminister Benjamin Netanyahu. Denne artikel dykker ned i, hvordan neocon-finanskapital og Clean Break har formet Mellemøstens geopolitik og globale økonomiske dynamikker, og hvordan finansielle giganter som BlackRock og militærindustrien drager fordel af krige og destabilisering.
Hvad er neocon-finanskapital?
Neocon-finanskapital er en betegnelse, der beskriver en symbiose mellem neokonservative politiske mål og finansielle eliter. Neokonservatismen, kendt for sin aggressive udenrigspolitik og tro på frie markeder, har siden 1990’erne været en drivkraft bag USA’s og dets allieredes handlinger i Mellemøsten. Finanskapitalen, repræsenteret ved institutioner som banker, kapitalforvaltere og multinationale virksomheder, understøtter denne politik ved at finansiere krige, genopbygning og økonomisk liberalisering, der åbner nye markeder for profit.
Kritikere hævder, at denne alliance prioriterer magt og profit over humanitære og nationale interesser. Et centralt dokument i denne sammenhæng er Clean Break-rapporten, som ikke kun lagde en strategi for Israels sikkerhed, men også blev en blåkopi for bredere vestlige ambitioner i regionen.
Clean Break: En neokonservativ vision
I 1996 udarbejdede en gruppe neokonservative tænkere, herunder Richard Perle og Douglas Feith, rapporten A Clean Break: A New Strategy for Securing the Realm for Benjamin Netanyahu. Rapporten argumenterede for, at Israel skulle opgive fredsforhandlinger som Oslo-aftalerne og i stedet bruge militær magt til at sikre sin regionale dominans. Nøglepunkterne omfattede:
– Regimeændring i Irak: Væltningen af Saddam Hussein blev set som et første skridt mod at svække anti-israelske kræfter.
– Pres på Syrien og Iran: Rapporten foreslog at destabilisere disse lande for at mindske deres indflydelse.
– Økonomisk liberalisering: Israel skulle integreres i globale markeder gennem privatisering og deregulering.
– Styrket USA-alliance: Et tæt partnerskab med USA skulle sikre både militær og økonomisk støtte.
Clean Break’s vision blev delvist realiseret i 2003, da USA invaderede Irak, en handling stærkt påvirket af neokonservative kræfter i Bush-administrationen. Invasionen åbnede irakiske oliefelter for vestlige firmaer som ExxonMobil og BP, hvilket illustrerer, hvordan geopolitiske mål og finansielle interesser kan overlappe.
Wesley Clark og de “Syv lande”
En anden brik i puslespillet er tidligere NATO-øverstbefalende Wesley Clarks påstand fra 2007 om, at Pentagon kort efter 9/11 planlagde at angribe syv lande over fem år: Irak, Syrien, Libanon, Libyen, Somalia, Sudan og Iran. Selvom ingen officielle dokumenter bekræfter en sådan plan, giver Clarks udtalelser næring til teorier om en neokonservativ dagsorden, der sigter mod at omforme Mellemøsten.
Faktisk har USA og dets allierede siden 2001 engageret sig i alle disse lande, enten gennem direkte militær intervention (Irak, Libyen), proxy-krige (Syrien) eller sanktioner (Iran). Disse handlinger har ofte resulteret i vestlig kontrol over ressourcer, som f.eks. Syriens oliefelter, der i dag er under amerikansk støtte, eller Libyens olieproduktion, der blev genoptaget efter Gaddafis fald i 2011.
Kritikere ser dette som en form for “nykolonialisme”, hvor destabilisering baner vejen for økonomisk kontrol gennem gæld, privatisering og kontrakter til vestlige virksomheder. Finansielle institutioner som IMF og Verdensbanken spiller en rolle ved at påtvinge genopbygningslån, der binder lande til det globale finanssystem.
Finanskapitalens rolle: BlackRock og militærindustrien
Krige og konflikter skaber muligheder for finanskapitalen, især gennem øgede militærbudgetter og adgang til nye markeder. Ifølge SIPRI nåede globale militærudgifter 2,4 billioner USD i 2024, med USA som den største bidragyder. Disse budgetter finansieres ofte gennem statsgæld, hvilket gavner banker og kapitalforvaltere, der køber statsobligationer.
BlackRock, verdens største kapitalforvalter med over 10 billioner USD i aktiver, er et centralt eksempel. Firmaet investerer i våbenproducenter som Lockheed Martin og Boeing, der profiterer på konflikter i Mellemøsten og Ukraine. BlackRock har også interesser i energi- og infrastrukturprojekter i ustabile regioner, hvilket gør det til en indirekte aktør i geopolitiske spil.
Tysklands kansler Friedrich Merz, der tidligere var tilknyttet BlackRock, repræsenterer ifølge kritikere en forbindelse mellem finanskapital og politik. Selvom Merz’ rolle som kansler primært fokuserer på europæisk økonomi, understreger hans baggrund, hvordan finansielle eliter kan påvirke politiske beslutninger.
Kinas udfordring og USA’s tilbagegang
Den globale magtdynamik er i forandring, og Kinas økonomiske fremgang spiller en afgørende rolle. Kina har overhalet USA i købekraft (PPP) og udvider sin indflydelse gennem Belt and Road Initiative, som sikrer adgang til ressourcer og markeder i Asien, Afrika og Mellemøsten. Kinas mægling mellem Iran og Saudi-Arabien i 2023 er et eksempel på landets voksende geopolitiske vægt.
USA’s relative tilbagegang, med en statsgæld på over 33 billioner USD og kostbare krige i Irak og Afghanistan, har presset vesten til at intensivere sin kontrol over strategiske regioner. Petrodollar-systemet, hvor olie handles i dollars, er en hjørnesten i denne dominans, og lande som Irak og Libyen, der forsøgte at bryde med dette system, blev mål for interventioner.
Krig som økonomisk motor
Krige er ikke kun geopolitiske, men også økonomiske værktøjer. De øger efterspørgslen efter våben, skaber behov for genopbygning og åbner markeder for finanskapitalen. Clean Break’s fokus på regimeændringer og militær magt har skabt et miljø, hvor destabilisering i Mellemøsten har givet vestlige virksomheder adgang til olie, gas og infrastrukturprojekter.
Samtidig drager finansielle giganter som BlackRock fordel af kaosset ved at investere i genopbygningsprojekter og opkøbe aktiver til underpris. Denne dynamik understreger, hvordan neocon-finanskapital opererer: en alliance mellem militær magt og økonomiske interesser, der former verdensordenen.
En verden i ubalance og investering i kernevåben
Neocon-finanskapital, som eksemplificeret ved Clean Break og efterfølgende geopolitiske strategier, afspejler en verden, hvor militær og økonomisk magt er tæt forbundne. Mens neokonservative planer som Clean Break og påståede strategier om at destabilisere syv lande har formet Mellemøstens skæbne, har finansielle aktører som BlackRock og militærindustrien tjent på krigenes kaos. Kinas fremgang udfordrer denne vestlige dominans, hvilket skaber en ny multipolær verdensorden, hvor kampen om ressourcer og indflydelse intensiveres.
Spørgsmålet er, om denne model kan opretholdes i en tid, hvor økonomiske og humanitære omkostninger vokser, og globale magtforhold ændrer sig. For nu forbliver neocon-finanskapital en central kraft i verdenspolitikken – til glæde for nogle og til sorg for mange.
