Trods skærpede love er kvinder stadig ikke sikre – hverken i hjemmet, på gaden eller på arbejdspladsen. Fra Honduras til Tyrkiet, fra Danmark til resten af Europa fortsætter kvindedrab som en global skamplet.
Af Hüseyin DUYGU
huseyin@danturk.com
Tallene taler deres eget brutale sprog:
I Tyrkiet blev der i 2021 dræbt 280 kvinder, mens 217 dødsfald blev registreret som “mistænkelige”. I 2022 steg tallet til 334 drab og 245 mistænkelige dødsfald. Året efter 315 kvindedrab og 248 mistænkelige dødsfald. Og i 2024? Hele 394 kvinder blev dræbt – det højeste antal siden registreringerne begyndte.
Selv om forfatningen taler om ligestilling mellem mænd og kvinder, møder kvinder og piger stadig barrierer i forhold til uddannelse og arbejdsmarkedet. Ifølge World Economic Forums ligestillingsrapport fra 2023 ligger Tyrkiet helt nede på en 124. plads ud af 146 lande. Det er svært at se bort fra sammenhængen: mangel på ligestilling fodrer volden.
Men problemet stopper ikke ved Tyrkiets grænser. Honduras topper listen globalt med 4,33 kvindedrab pr. 100.000 indbyggere – mindst én kvinde bliver dræbt hver eneste dag. I EU er det især Danmark, Finland og Storbritannien, hvor kvinder udsættes for mest vold. Lavest ligger Polen, Østrig og Kroatien.
Danmark: et mørkt kapitel i et ellers trygt land
Danmark praler ofte af at være et ligestillingsland. Men bag facaden ser billedet anderledes ud. Drabstallene er generelt faldet siden 1990’erne – men i år er udviklingen brudt på brutal vis. Allerede nu er 15 kvinder blevet dræbt, flere end gennemsnittet for de seneste årtier (12,8). Senest blev en kvinde skudt på åben gade i Odense.
Endnu mere chokerende: Seks kvinder blev dræbt på bare én måned. Så vidt vides er det aldrig sket før i nyere tid. Og det typiske mønster gentager sig – gerningsmanden er som regel en partner eller en nærtstående. Derfor vokser kravet om, at partnerdrab og partnervold skal tages langt mere alvorligt.
Danmark ligger nemlig markant over EU-gennemsnittet, når det gælder kvinder, der udsættes for fysisk, psykisk eller seksuel vold fra en partner. At et land, der bryster sig af ligestilling, samtidig er blandt de dårligste til at gribe ind i tide, er et paradoks.
Regeringen har afsat historiske 136 millioner kroner til indsatsen mod partnervold og partnerdrab. Straffene er blevet skærpet med 50 %, og i Nordsjælland testes nu et nyt “omvendt fodlænke”-system, hvor politiet kan overvåge, hvis en gerningsmand nærmer sig et offer, han har forbud mod at opsøge. Men eksperter advarer: Det er langt fra nok. Der mangler både tidlige indsatser og flere ressourcer til politiets efterforskning.
Når religion og politik styrer kvindens liv
Når politiske magthavere bruger religion som et redskab, er konsekvensen ofte, at kvinder bliver presset tilbage i hjemmet – uden sikkerhed, uden rettigheder. I Tyrkiet ser vi det tydeligt: Lønninger, der knap rækker til at leve af, nedlagte daginstitutioner, kvinder reduceret til mødre og hustruer uden selvstændighed. Resultatet? Mere vold, flere drab.
At Tyrkiet trak sig ensidigt ud af Istanbulkonventionen, den internationale aftale til beskyttelse af kvinder mod vold, har forværret situationen. Konventionen bygger på fem principper: at forebygge vold, beskytte ofre, retsforfølge gerningsmænd, straffe forbryderne og sikre et samlet, effektivt samarbejde på tværs af myndigheder. Alt det er sat over styr.
Ingen undskyldning – aldrig
Kvindedrab kender ingen grænser, ingen kultur og ingen religion. Det er et globalt problem, et globalt svigt. Vi kan ikke længere gemme os bag ord som “tradition”, “familieværdier” eller “kulturforskelle”. Vold mod kvinder kan aldrig forklares væk. Den kan kun bekæmpes.
Og spørgsmålet er enkelt – men ubehageligt: Hvor mange flere kvinder skal miste livet, før vi handler for alvor?
