Ny rapport viser at flere danskere end nordmænd, svenskere og finner lever med økonomiske problemer og sociale afsavn. Inflation har ramt hårdt, men forklarer ikke hele billedet.

Af Danturk.com
KØBENHAVN – Der er flere økonomisk udsatte i Danmark end i resten af Norden. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), som bygger på tal fra Eurostat og Danmarks Statistik.
I Danmark er 18 procent af befolkningen i risiko for fattigdom eller social eksklusion. Til sammenligning er andelen 17,5 procent i Sverige, 16,8 procent i Finland og 15,7 procent i Norge.
– Det er ikke en rar erkendelse, at vi konsekvent halter efter vores nabolande, når det gælder økonomisk udsathed. Det er lande, vi normalt sammenligner os med – men alligevel ligger vi sidst, siger Emilie Damm Klarskov, vicedirektør i AE.
Danskerne mærker flere afsavn
Selvom danskerne generelt har relativt høj indkomst, er der flere, som må undvære helt basale ting i hverdagen. Fire procent af danskerne oplever såkaldte ”omfattende materielle og sociale afsavn” – det vil sige problemer med at betale uforudsete udgifter, holde boligen varm, købe ordentlig mad eller lade børnene deltage i fritidsaktiviteter.
Tallene er lavere i nabolandene: 3,7 procent i Finland, 3 procent i Sverige og 2,8 procent i Norge. Særligt børn i Danmark rammes oftere af disse afsavn end børn i de øvrige nordiske lande.
Inflation forværrede krisen – men forklarer ikke alt
Siden 2022 er antallet af økonomisk udsatte danskere steget markant, samtidig med de kraftige prisstigninger på energi og dagligvarer. Men ifølge AE kan inflationen ikke alene forklare forskellen mellem Danmark og de andre nordiske lande.
– Det er blevet dyrere at være dansker, og det mærkes især af dem med lavest indkomst. Men vi har brug for flere analyser – eksempelvis af vores kontanthjælpssystem – for at forstå, hvorfor forskellen til nabolandene er så stor, siger Emilie Damm Klarskov.
AE’s analyse er en del af rapporten Fordeling & Levevilkår 2025, som udkom i august.
