Kommunerne bliver bedt om at indberette, hvis de har kendskab til bønnekald eller ansøgninger om tilladelse.

Af Danturk.com
KØBENHAVN – Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) har sendt et brev til alle landets kommuner med en opfordring til at oplyse ministeriet, hvis de har kendskab til konkrete tilfælde af bønnekald eller har modtaget ansøgninger om tilladelse til det.
Tiltaget sker som led i ministeriets arbejde med at undersøge muligheden for at indføre et forbud mod bønnekald i det offentlige rum.
– Jeg mener ikke, at bønnekald hører hjemme i Danmark,” siger Rasmus Stoklund.
– Muslimer har rig mulighed for at praktisere deres tro i hjemmet eller i moskéer, men der er ingen grund til, at det offentlige rum bliver islamiseret,” udtaler ministeren.
Undersøgelsen af et muligt forbud blev første gang igangsat i 2020, men arbejdet blev aldrig afsluttet. Ministeriet har nu genoptaget sagen, og kommunernes svar skal bidrage til den videre vurdering.
