Tro kan flytte bjerge – håb i arbejdet med udsatte familier

Når alt virker håbløst, skal vi netop holde fast i troen på forandring.

Af Ahmet Demir

Som fagfolk og myndigheder møder vi ofte familier og unge, hvis historie er præget af nederlag, traumer og modstand. Spørgsmålet melder sig: “Kan min indsats overhovedet gøre en forskel?”

Svaret er ja. Forandring er mulig, når vi møder mennesker med håb, vedholdenhed og tro på samarbejdet.

Tro kan flytte bjerge, når tillid bliver fundamentet for forandring.

Tillid som fundament

Jeg blev engang bedt om at samarbejde med en familie, der havde oplevet ekstreme og belastende episoder. Allerede ved det første møde gjorde jeg det klart, at mit arbejde ikke kun handler om handleplaner, men om helhed og menneskelige relationer. Hvis familien havde brug for støtte til små praktiske ting som at følge et familiemedlem til lægen eller deltage i et møde med en specialist, var jeg åben for at hjælpe.

Det blev starten på et samarbejde, hvor tillid og tryghed blev fundamentet. Selv da en ung i frustration kaldte mig “stikker”, fordi jeg anbefalede at tale med politiet, holdt jeg fast. Jeg forstod, at der bag ordene lå frygt og mistillid, og jeg vidste, at vedholdenhed og tro på relationen kunne gøre en forskel.

Når håbet vender tilbage

Efter mange års indsats stoppede jeg samarbejdet med familien, men en tidlig morgen modtog jeg en sms: “Det er mange år siden, vi sidst har set hinanden, men jeg vil meget gerne invitere dig til mit bryllup.”

Den besked bekræftede for mig, at selv når myndigheders indsats i starten virker uoverskuelig og håbløs, kan den gøre en livsændrende forskel. Jeg svarede med glæde ja til at deltage i brylluppet.

LÆS:  Rapport: 230 millioner børn bor i højkonfliktzoner

Den unge, som engang modarbejdede alt, skrev senere: “Alt går som det skal. Jeg er i gang med uddannelsen til bygningskonstruktør og mangler kun et år, før jeg er færdig med min bachelor. Derudover har jeg fået arbejde som teamleder hos en af Danmarks største virksomheder…. Og som sagt har jeg ikke glemt dig. Uden din hjælp og støtte ville jeg ikke kunne klare alt det, jeg står med i dag. Jeg vil bare endnu engang sige tak”

Det fik mig til at tænke, at tro kan flytte bjerge. Vedholdenhed, håb og tro på samarbejdet kan skabe forandring – selv når situationen virker håbløs.

Fra ord til handling: Hvad fagfolk og beslutningstagere bør huske

Med tidlige indsatser, stærke relationer og fokus på ressourcer skaber vi varig forandring for udsatte familier og unge.

  • Mød familierne med håb og tro på, at forandring er mulig.
    Håbet er en afgørende drivkraft – både for familien og for os som professionelle.
  • Arbejd med fokus på ressourcer frem for begrænsninger.
    Se det, der fungerer, og byg videre på styrkerne hos både børn, unge og forældre.
  • Gør familien og de unge bevidste om deres egne ressourcer.
    Hjælp dem med at opdage, hvad de kan, og hvordan de kan bruge det i sociale sammenhænge. Når vi synliggør deres kompetencer, bryder vi negative selvopfattelser og viser omverdenen, at unge ikke kun er et problem – de er meget mere end det.
  • Skab relationer baseret på tillid og tryghed.
    Ægte forandring sker i relationer, hvor der er plads til dialog og fejltrin.
  • Vær vedholdende – også når modstanden er stor.
    Forandring tager tid, og det kræver, at vi holder fast i processen, selv når det er svært.
  • Husk: Små skridt kan føre til store forandringer.
    Det er ofte de små, men konsekvente handlinger, der skaber varige resultater.
LÆS:  Vacciner er sikre, intet bevis for autisme

Afslutning

Myndigheder bør prioritere tidlige og forebyggende indsatser for familier, børn og unge, der står i svære livssituationer. Jo tidligere vi handler, desto større er chancen for at skabe udvikling og bryde negative mønstre.

Tiltagene skal være helhedsorienterede og tage udgangspunkt i menneskers ressourcer – ikke kun deres problemer. Det kræver et samarbejde, hvor tillid, respekt og god kemi mellem fagfolk og familier er i centrum.

Når relationen er stærk, og vi møder familier med håb og tro på, at forandring er mulig, kan vi sammen skabe varige løsninger, der gør en reel forskel.

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

About Ahmet Demir

Ahmet Demir er uddannet Cand. Pæd. og familieterapeut. Han er selvstændig socialkonsulent på fuld tid. Som konsulent, familiebehandler, konfliktmægler, supervisor og foredragsholder samarbejder han med udgangspunkt i den konkrete sag. Hans erfaringer med pædagogisk og terapeutisk arbejde med socialt udstødte grupper og unge mønsterbrydere rækker tilbage til 1983. Fra 1992 – 2008 har han været leder af et socialpædagogisk tilbud for børn og unge fra 12 – 23 år. Desuden har han i en årrække fungeret som konsulent, supervisor, underviser og kursus- og foredragsholder for bl.a. institutioner, kommuner og andre myndigheder. Som klummeskribent på Danturk.com skriver han om faglige udviklingsforummer, pædagogiske metoder, politik – især på det sociale og kulturelle område, og mest omkring, hvordan man kan skabe plads til de dårligt socialt, økonomisk og uddannelsesmæssigt stillede familier, børn og unge i samfundet.

View all posts by Ahmet Demir →

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *