Forholdet mellem Danmark og Tyrkiet er ved at ændre sig. To lande med forskellige interesser, men også fælles behov, forsøger nu at finde en mere stabil vej frem.
Af Cengiz KAHRAMAN
cengiz@danturk.com
Danmark og Tyrkiet står i dag et helt andet sted end for få år siden. Forholdet er ikke længere bare skiftevis varmt og koldt. Det er blevet mere alvorligt og mere sårbart. Begge lande har noget at vinde, men også noget at miste, hvis det går galt.
På den ene side står Tyrkiet med klare krav om, at Europa, og altså også Danmark tager kampen mod PKK og beslægtede grupper langt mere alvorligt. På den anden side står Danmark og resten af EU, der helst vil holde fast i egne regler og en mere forsigtig tilgang. Det skaber gnidninger, men der er også en vilje til at finde fælles løsninger.
NATO-udvidelsen med Finland og Sverige viste, at Danmark havde brug for Tyrkiet – og at man måtte lytte mere til Ankaras sikkerhedsbekymringer. Det var et vendepunkt, for det fik samtalen mellem de to lande til at åbne sig igen.
Økonomisk er samarbejdet faktisk det mest stabile område. Danske virksomheder investerer mere i Tyrkiet, især inden for grøn energi og sundhedsteknologi. Tyrkiske virksomheder bruger Danmark som indgang til EU. Det skaber arbejdspladser og fordele på begge sider, og økonomien bliver derfor en slags “sikkerhedsnet”, når politikken bliver svær.
En vigtig faktor er også den store tyrkiske diaspora i Danmark. Den fungerer som bindeled, men viser også, hvordan forholdet mærkes i hverdagen. Mange unge med tyrkisk baggrund klarer sig godt i arbejdslivet, politik og civilsamfund. Det ændrer både Danmarks samfundsliv og relationen til Tyrkiet.
Men der er også udfordringer. Retorikken mod muslimske minoriteter er blevet skarpere i dansk politik, blandt andet fordi højrefløjen har sat dagsordenen i flere år. Det følger Tyrkiet nøje og er bekymret for, om udviklingen bliver mere hård. Samtidig ser Danmark med nervøsitet på nogle af Tyrkiets politiske beslutninger. Det skaber en gensidig mistillid, som kan vokse, hvis den ikke håndteres.
Udenrigspolitikken trækker også i hver sin retning. I Mellemøsten står Danmark og Tyrkiet ofte på hver sin side. Ankara har en mere aktiv og følelsesladet rolle, mens Danmark følger EU’s linje. Det er det samme i forholdet til Rusland og Ukraine. Tyrkiet taler med begge sider. Danmark tager klart parti for Kyiv. Det giver gnidninger, men har ikke ødelagt dialogen.
Og så er der EU. Tyrkiet virker træt af at vente. EU siger, at Tyrkiet er vigtigt, men lader medlemskabssagen stå stille. Det skaber frustration i Ankara – og resignation.
Alt i alt står Danmark og Tyrkiet ved en slags ny virkelighed. De kan ikke undvære hinanden, men de bliver heller aldrig helt enige. Der er afstand, men også fælles interesser. Der er uenighed, men også behov for dialog.
Spørgsmålet er ikke, om de to lande skilles. Det er, om de kan gå fremad uden at spænde ben for hinanden.
Det er præcis her, den fine balance ligger.
