I forbindelse med USA’s militære handlinger rettet mod Venezuela udtalte præsident Donald Trump sig offentligt om den historiske Monroe-doktrin.
Af Savas KARAKAPLAN
savas@danturk.com
Under et pressemøde på Mar-a-Lago den 3. januar 2026 anvendte Trump betegnelsen “Donroe Doctrine” som reference til doktrinen fra 1823. Udtalelsen placerede USA’s handlinger i Venezuela i en historisk ramme, hvor den vestlige halvkugle betragtes som et område af særlig strategisk betydning for amerikansk udenrigspolitik.
En fortolkning af udtalelsen som var rettet mod Europa, herunder Danmark er at tisse i bukserne for at holde varmen. Udtalelsen blev fremsat i en global kontekst præget af stormagtskonkurrence. Monroe-doktrinen blev i denne sammenhæng præsenteret som et historisk princip, ikke som en erklæring om konflikt med europæiske allierede.
Monroe-doktrinen (1823)
Monroe-doktrinen blev fremlagt af USA i 1823 og fastslog, at europæiske magter ikke skulle etablere nye kolonier eller intervenere politisk i den vestlige halvkugle. Doktrinen blev formuleret i en periode, hvor flere latinamerikanske stater netop havde opnået uafhængighed fra Spanien og Portugal.
På tidspunktet for doktrinens fremsættelse havde USA begrænsede militære kapaciteter. Doktrinens praktiske gennemslagskraft hang derfor sammen med samtidens internationale magtforhold, hvor Storbritannien var den dominerende sømagt. Under det, der historisk betegnes som Pax Britannica, havde den britiske flåde kapacitet til at forhindre andre europæiske magter i at genetablere kolonial kontrol i Amerika. Storbritannien støttede ikke doktrinen formelt, men havde handels- og sikkerhedspolitiske interesser, der var forenelige med dens indhold.
Roosevelt Corollary og Venezuela-gældskrisen (1902–03)
I begyndelsen af det 20. århundrede ændrede USA sin tilgang til Monroe-doktrinen. Med Roosevelt Corollary i 1904 fastslog USA, at det selv kunne intervenere i latinamerikanske lande for at forhindre ustabilitet eller europæisk indblanding.
Forud for dette udspillede Venezuela-gældskrisen 1902–03, hvor Storbritannien, Tyskland og Italien iværksatte en flådeblokade mod Venezuela for at inddrive ubetalt statsgæld. USA gjorde under krisen klart, at europæisk militær magtanvendelse i regionen var uforenelig med amerikanske interesser. Efter amerikansk pres ophørte blokaden, og Storbritannien accepterede USA’s rolle som den dominerende magt i den vestlige halvkugle. Episoden anses i historisk forskning som et vigtigt skridt i overgangen fra europæisk til amerikansk regional dominans.
Storbritannien og City of London
Efter begyndelsen af det 20. århundrede reducerede Storbritannien sin direkte militære rolle i Amerika. Dette betød ikke en fuldstændig tilbagetrækning fra regionen, men en ændring i form af indflydelse.
City of London fortsatte med at spille en central rolle i internationale finansielle relationer, herunder handel, investeringer, statsgæld og juridisk voldgift.
Denne finansielle rolle fungerede parallelt med, men adskilt fra, USA’s sikkerhedspolitiske dominans i regionen.
Storbritannien udfordrede ikke åbent USA’s fortolkning af Monroe-doktrinen, men opretholdt økonomiske og kommercielle forbindelser på globalt plan.
Kina og Venezuela
I det 21. århundrede har Kina udviklet et omfattende samarbejde med Venezuela, herunder inden for energi, finansiering og infrastruktur. Samarbejdet har bestået af statslige lån, olieaftaler og teknisk bistand. Disse relationer er veldokumenterede og har været genstand for opmærksomhed i amerikansk udenrigspolitik, da de involverer en ikke-vestlig stormagt med betydelig økonomisk tilstedeværelse i den vestlige halvkugle.
USA har i forskellige sammenhænge udtrykt bekymring over Kinas voksende rolle i regionen, herunder i Venezuela, uden at dette formelt har ændret den juridiske status af Monroe-doktrinen.
Storbritannien, Kina og USA
Storbritannien har i nyere tid opretholdt økonomiske forbindelser med Kina, herunder gennem finansielle markeder og investeringer, samtidig med at landet er tæt allieret med USA på sikkerheds- og forsvarspolitik.
Denne position har indebåret, at Storbritannien ikke har udfordret USA’s historiske rolle i den vestlige halvkugle, men heller ikke har indtaget en selvstændig doktrinær position i forhold til Kina i regionen.
Historisk set har Storbritannien ikke været en modstander af Monroe-doktrinen, men heller ikke dens formelle medforfatter eller håndhæver.
Fra 1800-tallets maritime dominans under Pax Britannica til anerkendelsen af USA’s hemisfæriske autoritet efter Venezuela-gældskrisen har Storbritanniens rolle været præget af tilpasning til eksisterende magtstrukturer.
Nutidige referencer til Monroe-doktrinen, herunder præsident Trumps udtalelser i 2026, placerer sig i denne lange historiske kontinuitet, hvor USA fortsat ser den vestlige halvkugle som et område af særlig strategisk betydning, mens europæiske allierede ikke opfattes som mål for doktrinens anvendelse.
