Historien om hvordan Knut Hamsun skrev Sult i fattigdom og efterlod et varigt spor i litteraturen. I Nørrebro-gaderne i København tog Knut Hamsuns moderne gennembrud form

Af Niels HAV
Den norske nobelpristager Knut Hamsun (1859 – 1952) skrev sin debutroman SULT på Nørrebro i København, lige om hjørnet fra vores lejlighed i Ravnsborggade. Meget har ændret sig siden Hamsun gik her i 1888, hestevogne er afløst af biler og cykler, sult og fattigdom er afløst af relativ velstand og overflod.
Tusindvis af mennesker har passeret gennem gaderne siden dengang, to verdenskrige, død og alle slags ulykker, tidens store tandhjul drejer. Men husene i Sankt Hans Gade står uforstyrrede, som da Knut Hamsun gik her, ikke meget har ændret sig. Et menneskeliv er kort og flygtigt, husene holder længere.
Mindetavlen i Sankt Hans Gade blev opsat i 2009, da det var 150 år siden Hamsun blev født. Det var en kold dag i januar, 30 – 40 mennesker var samlet for at fejre begivenheden. Den norske romanforfatter Lars Saabye Christensen holdt en tale stående på trappen ved Sankt Hans Gade 18. Den norske ambassadør holdt en lille tale. Forlaget Gyldendals direktør Johannes Riis sagde nogle ord.
Efter den lille ceremoni inviterede forlaget de fremmødte på et glas vin og lidt mad i Café Sult i Cinemateket på Gothersgade. Det er lidt paradoksalt, at denne restaurant med udsøgte kulinariske retter bærer navnet SULT.
Det skyldes uden tvivl, at Hamsuns roman blev filmatiseret af den fremragende danske instruktør Henning Carlsen. Hans anmelderroste film Sult (1966), baseret på Knut Hamsuns roman, har den svenske skuespiller Per Oscarsson i hovedrollen som den sultende forfatter. Oscarsson inkarnerede Hamsun og leverede en unik præstation, der indbragte ham prisen for bedste mandlige hovedrolle ved filmfestivalen i Cannes.
* * *
Knut Hamsun skrev sin banebrydende roman Sult (1890) under fattige kår på et kvistværelse i Sankt Hans Gade på Nørrebro i København i 1888
Hamsun beskrev boligforholdene i et brev den 2. December 1888: “Jeg kan ikke arbejde, ikke godt, ikke fint. Jeg sidder her paa en Kvist, hvor det blæser gennem Væggene; her er ingen Ovn, næsten intet Lys, blot en eneste liden Rude oppe i Taget. Jeg kan heller ikke godt gaa ud nu, siden det blev koldt, det er for smaat med Klæder.” Men straks han havde penge mellem hænderne, kunne han feste i flere døgn, og tyggede rå kaffebønner mod sine tømmermænd.
Hamsun ankom til København i juli 1888, pantsatte sin frakke for penge og levede i ekstrem fattigdom, mens han skrev.
Romanen, der foregår i Kristiania (Oslo) er løst baseret på hans egne oplevelser og er en psykologisk skildring af en ung forfatters sult og desperation.
Sult blev udgivet i juni 1890 på P.G. Philipsens Forlag i København.
Sult anses som et af den moderne romans første hovedværker med fokus på det ubevidste sjæleliv. Den roman og Hamsuns forfatterskab har inspireret generationer af forfattere med sin nyskabende, subjektive og lyriske prosa, der brød med 1800-tallets realisme. Hans værker, og især Sult, regnes som fundamentale for modernismen og har påvirket forfattere som Franz Kafka, Ernest Hemingway og Paul Auster.
