Krigstrusler, diplomatisk iscenesættelse og det iranske folks udelukkede vilje
Af Hüseyin DUYGU
huseyin@danturk.com
USA’s nye krigstrusler mod Iran præsenteres endnu en gang i velkendt indpakning: beskyttelse af civile, forsvar for frihed og solidaritet med befolkningen. Men Mellemøstens historie gennem det seneste halve århundrede er entydig: Bomber skaber ikke demokrati. De gennemtvinger alene interesserne hos dem, der slipper dem løs.
Nu er endnu et kapitel føjet til denne fortælling. Ifølge amerikanske medier skal USA’s præsident Donald Trumps særlige udsending, Steve Witkoff, mødes med Irans udenrigsminister Abbas Araghchi i Istanbul fredag. På den ene side krigstrusler, hangarskibe og militære opmarcher – på den anden side billeder af “diplomati”. Modsætningen er ikke ny; det er kun scenen, der har ændret sig.
At sige ja til et militært angreb er ikke at sige ja til iranernes demokratiske fremtid. Det er at acceptere prioriteringerne og metoderne hos en USA-ledet koalition. Resultatet bliver ikke den forandring, som det iranske folk selv forestiller sig – men Washingtons krig. Mødet i Istanbul ændrer ikke dette grundvilkår: Det, der forhandles, er ikke folkets vilje, men magtbalancer og politiske handler.
Derfor kan Trumps trusler mod Iran ikke adskilles fra mødet i Istanbul. De hangarskibe, kampfly og luftforsvarssystemer, der er sendt til regionen, er ikke placeret for at beskytte iranske civile, men som led i klassisk stormagtspolitik. Retorikken om “iranske demonstranter” fungerer her ikke som et reelt politisk mål, men som et velkendt legitimeringsredskab. Diplomati optræder i denne sammenhæng ikke som fredens sprog, men som pressets ledsager.
Vestlig selektiv samvittighed i sådanne spørgsmål er efterhånden velkendt. Samme Vesten har i to år undladt at bruge sit mest effektive redskab til at standse ødelæggelserne i Gaza: at indstille den politiske og militære støtte til Israel. Katastrofen i Gaza kunne være blevet bremset uden militær indgriben – men det skete ikke. Det valg afslører, hvor sekundært civile liv fortsat vurderes i de afgørende magtcirkler.
Den iranske diaspora bør derfor læse situationen nøgternt. At regimet har slået protester brutalt ned, betyder ikke, at en udefrakommende krig eller “højtprofilerede” diplomatiske møder vil genoplive folkelige bevægelser. Tværtimod: Krig – og diplomati ført i krigens skygge – giver regimet netop de stærkeste kort på hånden. Permanent undtagelsestilstand, absolut sikkerhedsretorik og legitimitet til at stemple enhver opposition som “fjendtlig aktivitet”.
Fortalere for et USA-ledet regimeskifte opfører sig, som om der findes et klart alternativ, klar til at overtage magten i Iran. Det gør der ikke. Oppositionen er splittet, organisatorisk svag og præget af afstand mellem diasporaen og befolkningen i landet. Symbolsk synlighed i eksil er ikke det samme som politisk handlekraft.
Revolutioner sker ikke fra den ene dag til den anden – heller ikke i Iran. Monarkiet faldt ikke natten over. Den aktuelle konfrontation kom for tidligt; protesterne blev knust, før de kunne udvikle sig til strejker og en organiseret modmagt.
Det værste scenarie for protestbevægelsen i Iran er ikke, at Vesten undlader at gå i krig. Det værste er, at USA bomber Iran i “solidaritetens” navn – og derefter sætter sig til forhandlingsbordet og kalder det “diplomati”. I det øjeblik glider både ordet og skæbnen ud af iranernes hænder og over i hænderne på dem, der bomber og forhandler.
Det er heller ikke nogen uskyldig detalje, at mødet finder sted i Istanbul. Tyrkiet præsenterer sig gerne som en neutral bro mellem Vesten og Iran. Men erfaringen viser, at denne rolle sjældent handler om fred og oftere om at håndtere kriser på stormagternes præmisser.
Når diplomatiske topmøder placeres i Istanbul, er det sjældent befolkningernes stemmer, der får plads ved bordet. Byen bliver snarere en velkendt kulisse, hvor magtpolitik iklædes et blødere sprog, og hvor forhandlinger kan fortsætte uden at udfordre de grundlæggende magtforhold. Rammerne ændres, tonen dæmpes – men beslutningerne træffes fortsat hen over hovedet på det iranske folk.
Historien giver ingen grund til at tro, at det denne gang vil være anderledes.
