München-sikkerhedskonferencen som spejl af en ny transatlantisk virkelighed USA, Europa og spørgsmålet om vestlig sammenhængskraft i en multipolær verden
Af Savas KARAKAPLAN
savas@danturk.com
München-sikkerhedskonferencen har gennem årtier fungeret som det mest symbolske samlingspunkt for den transatlantiske sikkerhedsorden, hvor politiske ledere, militære beslutningstagere og strategiske tænkere mødes for at bekræfte eller udfordre relationen mellem USA og Europa.
I de senere år er konferencen imidlertid i stigende grad blevet opfattet som mere end blot et diplomatisk forum og fremstår snarere som et spejl, der afspejler en vestlig orden under dyb forandring og et internationalt system, hvor gamle hierarkier gradvist forskydes.
Den 62. München Sikkerhedskonference i februar 2026, afholdt på Hotel Bayerischer Hof under mottoet “Under Destruction”, understregede netop denne oplevelse af en international orden i nedbrydning, samtidig med at mødet konkretiserede en bevægelse mod europæisk strategisk autonomi gennem fransk-tyske drøftelser om europæisk nuklear afskrækkelse, britisk fokus på tættere forsvarsbånd til EU, en historisk ambition blandt NATO-allierede om forsvarsudgifter på fem procent af BNP samt fornyet militær og finansiel støtte til Ukraine, ledsaget af fortsatte transatlantiske spændinger trods en mere forsonlig amerikansk tone og en samlet fordømmelse af Irans rolle i krigen.
Relationen mellem USA og Europa befinder sig i dag i sin mest komplekse fase siden afslutningen på Den Kolde Krig. Flere strukturelle udviklinger bidrager til denne tilstand af strategisk usikkerhed. USA’s langsigtede fokus bevæger sig tydeligere mod Indo-Pacific-regionen og rivaliseringen med Kina, mens Europa samtidig oplever et voksende behov for at styrke sin egen forsvars- og industrikapacitet.
Energi-, handels- og teknologipolitiske spændinger skaber nye interne friktioner i den vestlige verden og giver næring til fortællingen om en svækket vestlig sammenhængskraft. Alligevel peger en række centrale indikatorer i en anden retning.
NATO’s militære integration er dybere end på noget tidspunkt siden 1991, den amerikanske militære tilstedeværelse i Europa er blevet styrket som følge af krigen i Ukraine, og udvidelsen af alliancen mod nord gennem Finland og Sveriges medlemskab har udvidet den kollektive sikkerhedsstruktur både geografisk og politisk.
Det transatlantiske forhold fremstår derfor mindre som et system i opløsning og mere som et system, der gennemgår en omfattende strategisk omstilling.
Debatten om Europas strategiske autonomi illustrerer denne dobbelte bevægelse. For nogle analytikere tolkes europæisk autonomi som et tegn på faldende tillid til USA og som en mulig forberedelse på en fremtidig post-amerikansk sikkerhedsorden.
I vestlige policy-miljøer forstås begrebet derimod primært som kapacitetsopbygning inden for NATO-rammen og som et forsøg på at dele byrderne med USA snarere end at erstatte det. München-konferencen afspejler netop denne spænding mellem distance og tilpasning, hvor Europa søger større handlefrihed, men fortsat inden for alliancens institutionelle rammer.
Krigen i Ukraine udgør den mest afgørende prøve for forholdet mellem USA og Europa og skaber samtidig et strategisk paradoks.
På den ene side har konflikten ført til en hidtil uset grad af koordination mellem de vestlige aktører gennem fælles sanktioner, våbenleverancer og efterretningssamarbejde.
På den anden side har den også synliggjort uenigheder om krigens varighed, dens mulige afslutning og de økonomiske byrder, som især europæiske samfund bærer, samtidig med at europæiske regeringer må forholde sig til usikkerheden omkring fremtidige politiske skift i USA.
Krigen virker således både samlende og splittende og understreger, at alliancens styrke ledsages af vedvarende strategisk usikkerhed.
Uden for den vestlige blok bliver forandringen endnu tydeligere. Flere stater i Asien, Afrika og Latinamerika fører i stigende grad balancerende politik mellem stormagterne, og vestlige sanktioner samt normative positioner møder begrænset global tilslutning.
Nye økonomiske og politiske samarbejdsformer peger mod en gradvist mere multipolær verdensorden, hvor vestlig magt ikke nødvendigvis forsvinder, men i højere grad må konkurrere frem for at dominere. Denne globale udvikling danner bagtæppet for diskussionerne i München og forstærker oplevelsen af, at konferencen befinder sig i et historisk overgangsrum mellem to epoker.
I dette perspektiv afslører München-sikkerhedskonferencen ikke et sammenbrud af den vestlige orden, men snarere en dyb strukturel transformation.
Den tidligere entydige amerikanske dominans afløses gradvist af en mere delt global magtbalance, Europas traditionelle afhængighed suppleres af egen kapacitetsopbygning, og den stabile transatlantiske konsensus erstattes af en permanent strategisk forhandling om roller, byrder og fremtidig retning.
Den mest præcise forståelse af relationen mellem USA og Europa er derfor hverken kollaps eller stabilitet, men omdannelse. Alliancen består og er fortsat militært stærk, Europa bevæger sig mod større autonomi uden at forlade NATO, og multipolariteten vokser uden at udslette vestlig indflydelse.
München viser dermed ikke enden på den vestlige orden, men begyndelsen på en post-unipolær vestlig strategi. Det afgørende spørgsmål er ikke længere, om USA og Europa står sammen, men hvordan de vælger at gøre det i en verden, hvor de ikke længere står alene på toppen.
