Valget er slut, men kampen er først lige begyndt. Spørgsmålet om, hvem der danner regering i Danmark, er stadig åbent – og alle blikke er rettet mod manden i midten.
Af Cengiz KAHRAMAN
cengiz@danturk.com
KØBENHAVN – Dansk politik minder i disse dage både om et skakspil og en lang middag ved et forhandlingsbord, der aldrig rigtig slutter. Alle sidder ved bordet, kigger på hinanden, men få har lyst til at sidde tæt sammen. Det første træk kommer fra statsminister Mette Frederiksen.
Som valgets klare nummer ét tager Frederiksen i dag hul på de første reelle forhandlinger med Enhedslisten. Det er et tydeligt signal om, at hun ikke har tænkt sig at give slip på magten. Men samtalen stopper ikke dér. Spørgsmålet er ikke kun, hvem der taler med hvem – men hvor mange der overhovedet kan sidde ved det samme bord.
Tallene er ubønhørlige
I Folketinget med 179 mandater kræver det mindst 90 at danne regering. Den røde blok – Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet – når op på 84 mandater. Selv med de fire mandater fra Grønland og Færøerne rykker regnestykket ikke afgørende.
Og så begynder spillet for alvor
Både højre og venstre banker på den samme dør. Alle øjne er rettet mod Lars Løkke Rasmussen og hans parti Moderaterne, som med 14 mandater har placeret sig midt på brættet. Det er her, magten samler sig. Det er her, retningen kan ændres.
I det politiske skakspil i København bevæger Moderaterne sig som dronningen: frit, hurtigt og med evnen til at afgøre partiet i ét træk.
Alligevel er vejen til en løsning alt andet end enkel. Partierne ønsker i princippet det samme – en stabil regering – men de ønsker det ikke med de samme mennesker. Venstrefløjen vil have Moderaterne med. Moderaterne er mere forbeholdne, især hvis Enhedslisten også skal sidde med ved bordet.
Her begynder spændingerne at blive tydelige. De borgerlige partier afviser Enhedslisten i regeringen. De røde partier er samtidig skeptiske over for en regering, der bevæger sig for langt mod højre.
Resultatet er en mærkelig situation. Mange vil gerne sidde ved bordet, men færre vil acceptere, hvem de skal sidde ved siden af.
Samtidig står Venstre i sit eget dilemma. Partiet er tydeligt splittet. En del ønsker at gå i regering igen. En anden del vil hellere genopbygge sig selv i opposition. Den interne uenighed gør ikke situationen lettere – tværtimod.
Frederiksen har stadig mulighed for at trække Venstre ind igen. Men et parti, der ikke er afklaret med sig selv, får svært ved at være en stabil regeringspartner.
Og alt dette sker i en tid, hvor verden udenfor ikke venter.
Krigen mellem Rusland og Ukraine fortsætter. Spændingerne mellem USA og Danmark om Grønland er stadig friske i erindringen. Mellemøsten er præget af uro. I en sådan virkelighed er et langvarigt regeringsvakuum ikke bare et internt problem – det er en reel risiko.
Frederiksen har markeret sig stærkt internationalt, ikke mindst med sin klare modstand mod Donald Trumps udmeldinger om Grønland. Det har styrket hendes profil som leder. Men hjemme er billedet mere nuanceret.
Valget blev en advarsel
Socialdemokratiet forblev størst, men gik tydeligt tilbage. Vælgerne har ikke vendt hende ryggen, men de har heller ikke givet hende samme frie mandat som før. Der er stadig tillid – men også en forventning om, at beslutninger fremover træffes bredere.
Det efterlader dansk politik i en balance, hvor styrke og kompromis trækker i hver sin retning. Et stærkt flertal er ikke inden for rækkevidde. Til gengæld findes der mange mulige kombinationer – alle med en pris.
Det gør ikke processen nemmere. Det gør den længere
Ingen i København kan i dag sige med sikkerhed, hvordan det ender. Men én ting står klart: Den regering, der bliver dannet, kommer ikke kun til at styre landet – den kommer til at definere Danmarks retning i en usikker tid.
Valget er slut. Men politikken er først lige begyndt.
