København kalder sig en international kulturby. Men spørgsmålet er, om byen også er villig til at reservere den fysiske plads, som store kulturbegivenheder kræver.
Af Savas KARAKAPLAN
savas@danturk.com
Copenhell, Distortion, store open air-koncerter og andre festivaler har i årevis været en del af hovedstadens identitet. Refshaleøen har fungeret som et råt, industrielt og næsten ideelt festivalområde tæt på centrum, men samtidig langt nok væk til, at store lydproduktioner og titusindvis af gæster kan håndteres uden at lamme den tætte by.
Men Refshaleøen er under forandring. Området er udpeget til fremtidig byudvikling, og Copenhells fremtid efter 2027 er fortsat usikker. Det rejser et simpelt, men politisk ubehageligt spørgsmål: Hvor skal Københavns store festivaler være, når byen bygger sig selv tættere og dyrere?
Problemet er ikke kun Copenhell. Problemet er, at København mangler en samlet plan for store midlertidige kulturarrangementer. En festivalplads er ikke bare en mark med en scene. Den kræver areal, adgangsveje, el, vand, kloak, nødberedskab, støjzoner, publikumsflow, kollektiv transport, cykelparkering, affaldshåndtering og mulighed for tung produktion med lastbiler, kraner og sceneopbygning.
Kløverparken på Amager er blevet nævnt som en mulig løsning. Området har en størrelse, der på papiret gør det interessant. Det bruges allerede i forbindelse med Copenhell til camping og parkering, og der kører shuttlebusser mellem Kløverparken og festivalområdet. Det viser, at området allerede indgår i festivalens logistik.
Men Kløverparken er ikke en færdig løsning. Tværtimod viser de kommunale vurderinger, at området er forbundet med en række problemer: forurening, ejerforhold, fremtidige hjemfald, behov for dispensationer og ny bebyggelse i nærheden, som kan begrænse brugen til store festivaler. Det betyder, at politikerne ikke bare kan pege på Kløverparken og kalde problemet løst.
Hvis Kløverparken skal være en reel festivalplads, kræver det politisk vilje og myndighedsarbejde. Der skal laves støjanalyser, miljøvurderinger, trafikale løsninger, beredskabsplaner og en klar model for, hvem der ejer, driver og vedligeholder området. Det kræver også, at man tør prioritere kulturarealer i en by, hvor hvert stykke jord hurtigt bliver til boligprojekt, erhvervsbyggeri eller rekreativt specialområde.
Her bliver spørgsmålet om arealprioritering relevant. I og omkring hovedstaden råder staten og kommunen over betydelige grønne arealer — nogle med smal offentlig adgang, andre med begrænset brugerflade. Spørgsmålet er ikke, om disse arealer har berettigelse. Det er, om København i en situation med akut arealmangel overhovedet har en model for, hvilke formål der vejer tungest. En festivalplads kan være aktiv få intensive dage om året, men den kan indrettes fleksibelt til koncerter, markeder, sport, madfestivaler, ungdomskultur og kommunale arrangementer — og dermed tjene langt bredere end et enkelt specialformål.
Andre europæiske byer viser, at store byer godt kan tænke festivaler ind i bystrukturen. I Berlin bruges Tempelhofer Feld, den tidligere lufthavn på cirka 300 hektar, som et enormt offentligt byrum med events, kultur, sport og store folkelige arrangementer. I Hamborg bruges Trabrennbahn Bahrenfeld til store open air-koncerter. I Stockholm bruges Gärdet til større musikarrangementer og festivalformater. Fælles for disse byer er, at man accepterer, at kultur kræver plads — ikke kun scener og kulturhuse, men store åbne arealer, der er planlagt og finansieret med det for øje.
København har brug for samme erkendelse. Hvis byen vil være en international festivalby, skal den ikke kun give tilladelser fra år til år. Den skal planlægge langsigtet. Festivaler kan ikke drives på politisk improvisation. Arrangører skal kunne investere, booke internationale navne, planlægge sikkerhed, opbygge infrastruktur og udvikle publikumsoplevelsen over flere år.
Derfor bør København og staten hurtigst muligt fremlægge en samlet festivalstrategi med konkrete arealer. Den skal indeholde en afklaring af Refshaleøens festivalmuligheder efter 2027, en teknisk vurdering af Kløverparken som permanent eller semipermanent festivalplads, en kortlægning af statsejede og kommunale arealer i hovedstadsområdet og en sammenligning af arealbrug på tværs af formål. Dertil kommer en plan for transport, metro, bus og cykelruter, en miljø- og støjmodel der både beskytter naboer og giver festivalerne realistiske vilkår, samt en finansieringsmodel hvor pladsen kan bruges af flere arrangører og ikke kun én aktør.
København står med et valg. Enten accepterer man, at store festivaler langsomt presses ud af byen. Eller også beslutter man politisk, at kulturen skal have plads på lige fod med boliger, erhverv, parker og idrætsanlæg.
Hvis København ikke kan tilbyde en fremtidig festivalplads, er det ikke kun Copenhells problem. Det er et symptom på en by, der gerne vil kalde sig kulturel, men som ikke tør reservere jord til kulturen.
Kultur opstår i mødet mellem mennesker, lyd og åbent rum — i de store menneskemængder, der samles under åben himmel og oplever noget sammen, som ingen sal eller kulturhus kan rumme.
Spørgsmålet er derfor ikke, om København har råd til en festivalplads.
Spørgsmålet er, om København har råd til ikke at have en.
