Mens alliancen vil demonstrere sammenhold om forsvar og Ukraine, skaber Donald Trumps Grønlandsudmeldinger og spændingerne mellem USA og Europa usikkerhed før topmødet.
Af Savas Karakaplan
savas@danturk.com
Når NATO’s 32 stats- og regeringschefer samles i Ankara den 7.-8. juli, er den formelle dagsorden domineret af forsvarsinvesteringer, våbenproduktion og fortsat støtte til Ukraine. Men i kulisserne er det spørgsmålet om Grønland — og Donald Trumps vedvarende interesse for øen — der ventes at skygge over topmødet.
Trump-friktion i centrum
Topmødet finder sted, mens Trump lægger pres på Europa for at øge forsvarsudgifterne yderligere, efter måneders transatlantisk friktion om Iran-krigen og Grønland. NATO-generalsekretær Mark Rutte har lagt op til, at mødet skal vise, at europæerne lever op til deres løfter om øget forsvarsspending, mens europæiske ledere samtidig forsøger at lægge stridighederne med Trump om Iran og Grønland til side.
Ifølge den amerikanske kongres’ egen baggrundsrapport om topmødet har Trumps kritik af NATO og hans tvivl om alliancens værdi for USA fået flere allierede til at stille spørgsmål ved administrationens engagement i alliancen — og hans erklærede interesse i at overtage Grønland, som er en del af det danske rigsfællesskab, har forstærket disse bekymringer hos mange allierede. Samtidig har annoncerede amerikanske troppereduktioner i Europa fået flere europæiske embedsmænd til at stille spørgsmålstegn ved USA’s pålidelighed som allieret.
Erdogan mellem to stole — og Mavi Vatan i baggrunden
Topmødet foregår på tyrkisk grund, og det giver Erdogan en fremtrædende rolle som vært. I bilaterale samtaler med Trump ventes Erdogan at ville fremhæve de forbedrede relationer mellem Ankara og Washington, samtidig med at han presser på for en ophævelse af amerikanske sanktioner og fornyet adgang til F-35-programmet.
Erdogans forhandlingsposition hviler samtidig på Tyrkiets “Mavi Vatan” (Blå Fædreland) — den maritime doktrin, der siden 2019 har defineret Tyrkiets krav på omstridte farvande i Det Ægæiske Hav, det østlige Middelhav og Sortehavet. Doktrinen, der er tæt forbundet med den tyrkiske flåde og har bred opbakning på tværs af det politiske spektrum i Tyrkiet, er en konstant kilde til friktion med Grækenland og Cypern — begge NATO-allierede. At topmødet finder sted på tyrkisk grund, mens Mavi Vatan fortsat former Ankaras selvforståelse som regional sømagt, understreger, at Tyrkiets rolle i alliancen ikke kun handler om forholdet til Washington, men også om uafklarede spændinger internt i NATO’s sydøstlige flanke. Det tyrkisk-amerikanske spor bliver dermed en selvstændig historie ved siden af Grønlands-sagen — men begge peger på samme grundspørgsmål: Hvor meget kan USA’s allierede stole på Washingtons langsigtede engagement, og hvor meget rum er der til allieredes egne strategiske ambitioner?
Hvad topmødet ellers handler om
Selvom Grønland fylder i mediedækningen, er den officielle dagsorden bredere. Rutte har udpeget tre kerneprioriteter for topmødet: fortsat øget forsvarsinvestering fra de allierede, styrket transatlantisk forsvarsindustriel produktion samt fortsat støtte til Ukraine. Alliancen ventes at love 70 milliarder euro i militært udstyr, bistand og træning til Ukraine i 2026, med tilkendegivelse om at fastholde et tilsvarende niveau i 2027 — hvor størstedelen af finansieringen kommer fra eksisterende bilaterale forpligtelser og EU-lånefaciliteter, mens USA ikke ventes at bidrage med ny finansiering.
Ved siden af selve topmødet afholdes et forsvarsindustriforum i Ankara den 7. juli, hvor senior NATO-embedsmænd, industriledere og innovationsmiljøer mødes for at drøfte de mest presserende udfordringer inden for forsvarsproduktion og -investering.
Grønland: Det uløste spørgsmål
Danmark og Grønland har konsekvent afvist enhver tanke om salg eller overtagelse — en linje der ikke er ændret op til topmødet. Sagen illustrerer alligevel, hvor centralt Arktis er blevet i NATO’s sikkerhedspolitiske virkelighed: Et spørgsmål, der for få år siden ville have virket utænkeligt inden for alliancen, sidder nu fast som en tovtrækning midt i alliancens vigtigste årlige mødeforum.
Hvorvidt Ankara-topmødet reelt bringer parterne tættere på en afklaring — eller blot udskyder konfrontationen til næste topmøde — vil formentlig først stå klart, når erklæringerne fra Beştepe-paladset er læst grundigt igennem.
