NATO Engine, SAFE og massive investeringer skal styrke Europas forsvar. Alligevel viste topmødet i Ankara, at alliancens største udfordring fortsat er den politiske usikkerhed omkring USA.
Af Savas Karakaplan
savas@danturk.com
Da NATO’s 36. topmøde åbnede i Ankara den 7. juli, var dagsordenen sat på forhånd: vise at alliancens medlemslande for alvor omsætter sidste års løfter til fabrikker, kontrakter og skibede våben. To dage senere stod billedet klart, men det var mere sammensat end det, NATO selv havde håbet på at præsentere.
På den ene side en imponerende mængde nye industriaftaler og et forsvarsinitiativ, NATO Engine, der skal binde civil og militær produktion sammen på tværs af 32 lande. På den anden side et topmøde, hvor Donald Trumps angreb på Spanien og fornyede krav om Grønland truede med at overskygge selve resultaterne.
Industrimøblet, der skal binde Europa sammen
Kernen i Ankara-dagsordenen var ikke troppebevægelser eller missilskjolde, men fabrikker. Under NATO Summit Defence Industry Forum lancerede generalsekretær Mark Rutte NATO Engine, et initiativ der skal koble civile og militære produktionslinjer sammen på tværs af medlemslandene, så ingen enkelt nation skal bære efterspørgslen alene.
Samtidig blev NATO Front Door for Industry søsat, en samlet indgang for virksomheder der ønsker at samarbejde med NATO, i stedet for at de skal navigere rundt i alliancens forskellige kontorer og programmer hver for sig.
NATO offentliggjorde parallelt sit første ugraderede efterspørgselssignal, en offentlig oversigt over hvilke kapaciteter medlemslandene reelt efterspørger, så mindre og mellemstore virksomheder lettere kan byde ind. Drone Edge, et initiativ til øget investering i kontra-drone-systemer og træning af droneoperatører, blev også præsenteret på forummet.
Resultaterne var konkrete. Mere end 50 milliarder dollar i nye indkøb blev annonceret, heriblandt Northrop Grumman Triton-droner til maritim overvågning, fælles indkøb af Saab GlobalEye-fly og levering af det tiende Airbus A330 MRTT-tankfly til NATO’s fælles flåde.
Det mest sigende eksempel på den industrielle sammenkobling kom fra Tyskland: Rheinmetall og Lockheed Martin indgik en aftale om at flytte produktionen af ATACMS-missilsystemet til tysk jord, første gang systemet produceres uden for USA. Tyrkiske ASELSAN, ROKETSAN, STM og TÜBİTAK indgik parallelt aftaler inden for strike-kapaciteter, luft- og missilforsvar samt kritiske råmaterialer.
Fem procent, men ikke i morgen
Ankara-erklæringen, alliancens officielle slutdokument, bekræfter det forummet demonstrerede: europæiske allierede og Canada har siden Haag-aftalen øget deres kerneforsvarsinvesteringer med over 139 milliarder dollar, næsten en femtedel mere end året før. Det er værd at holde fast i, hvad målet faktisk er. Fem procent af BNP skal ikke indfries nu, men inden 2035, fordelt på 3,5 procent til kernemilitær og 1,5 procent til infrastruktur som veje, havne og logistik.
Ifølge NATO’s egne tal er det aktuelt kun fem af de 32 medlemslande, der er på vej til at nå det gamle mål på 3,5 procent i 2026. Fortællingen om en alliance, der samlet har gjort sit hjemmearbejde, er mere kompleks end retorikken fra Ankara antyder. Erklæringen forpligter desuden medlemslandene til 70 milliarder euro i militær bistand til Ukraine i 2026, med en hensigt om mindst samme niveau i 2027, og noterer at europæiske allierede og Canada nu finansierer størstedelen af støtten. En mindre bemærket, men ikke uvæsentlig, formulering i erklæringen omhandler udviklingen af en fælles transatlantisk “warfighting cloud” og indførelsen af kunstig intelligens i alliancens kapabiliteter, et tegn på at industripolitikken i stigende grad flettes sammen med data og digital infrastruktur.
Spanien og Grønland: revnerne under overfladen
Enigheden om tal og fabrikker stod i skarp kontrast til det politiske drama, der udspillede sig sideløbende. Donald Trump kaldte Spanien en “forfærdelig partner” og beordrede finansminister Scott Bessent til at stoppe al handel med landet, med henvisning til at Madrid ikke havde støttet USA’s krig mod Iran. Spanien er alene blandt de 32 medlemslande om ikke at have forpligtet sig til fem procent-målet. Samme dag genoplivede Trump kravet om amerikansk kontrol over Grønland og hævdede, at Danmark i sin tid fik territoriet tilbage efter anden verdenskrig uden god grund.
Statsminister Mette Frederiksen svarede kontant, at Grønland naturligvis ikke er til salg, og at grønlændernes ret til selvbestemmelse skal respekteres af samtlige allierede. Rutte forsøgte at tone konflikten ned og fremhævede i stedet Trumps rolle i at presse medlemslandene til øget forsvarsinvestering. Episoden illustrerer et grundvilkår ved den nuværende NATO-arkitektur: alliancens indre sammenhængskraft afhænger i stigende grad af én mands humør, og den er ikke garanteret fra det ene topmøde til det næste.
SAFE og den tyrkisk-græske knude
Parallelt med NATO-sporet kører EU’s eget forsvarsinitiativ, SAFE, der stiller op til 150 milliarder euro i lån til rådighed for medlemslandene til fælles våbenindkøb. Programmet, vedtaget i maj 2025 som første søjle i Kommissionens ReArm Europe-plan, har allerede fordelt lån til 19 lande, med Polen som den største modtager.
Tyrkiets forsøg på at blive en del af programmet strandede på et formelt veto. Grækenland kræver, at Tyrkiet opgiver sin resolution fra 1995, der betegner en græsk udvidelse af søterritoriet i Det Ægæiske Hav som en krigsgrund, mens Cypern har formuleret en bredere indvending mod, at lande der besætter medlemslandes territorium kan få adgang til EU’s forsvarsinstrumenter. Rutte har ifølge flere kilder opfordret til tyrkisk deltagelse, men har indtil videre ikke kunnet flytte hverken Athen eller Nicosia.
Danmark og Norden: fra 1,36 til 3,5 procent på fire år
Mens Ankara-topmødet og SAFE-programmet udspiller sig på alliance- og EU-niveau, er tallene for Danmark konkrete nok til at stå alene. I 2022 indberettede Danmark 1,36 procent af BNP i forsvarsudgifter til NATO. I 2026 rammer landet 3,5 procent, finansieret af et samlet forsvarsbudget på 106,8 milliarder kroner, deriblandt en ekstra tilførsel på 3,8 milliarder kroner til Ukrainefonden.
Regeringens økonomiske plan sigter mod at fastholde de 3,5 procent varigt allerede fra 2030, fem år før NATO’s egen 2035-frist. Uden den fremrykkede plan ville Danmark ifølge Finansministeriet ligge på 2,2 procent af BNP i 2030, hvilket viser hvor stort spring der reelt er tale om. Ukraine-sporet fylder tungt i de danske tal. Danmark ventes samlet at bidrage med 14 milliarder kroner til Ukraine i 2026 og har siden 2022 truffet beslutning om militær støtte for over 70 milliarder kroner, heriblandt F-16-kampfly, luftværnsmissiler, kampvogne, artilleri og droner.
Danmark var det første land til at gennemføre direkte donationer produceret af den ukrainske forsvarsindustri selv, finansieret gennem Ukrainefonden, den såkaldte “danske model” som flere andre allierede siden har kopieret. På EU-sporet var Danmark blandt de første otte lande, hvis SAFE-planer blev godkendt af Kommissionen, sammen med Belgien, Bulgarien, Spanien, Kroatien, Cypern, Portugal og Rumænien. Det giver adgang til lån fra den fælles pulje på 150 milliarder euro, om end de præcise danske lånebeløb endnu ikke er offentliggjort med samme detaljegrad som for eksempel Polens eller Rumæniens andele. Sammenlignet med resten af Norden er Danmark ikke det mest aggressive. Litauen sigter mod fem til seks procent af BNP fra 2026, mens Letland planlægger fire procent stigende til fem.
Men målt på den økonomiske model bag oprustningen adskiller Danmark sig fra flere af de baltiske og sydeuropæiske lande, der har finansieret deres løft gennem lån og stram budgetdisciplin. Den danske finansiering hviler på en bredere skattebase og en velfærdsstat, der historisk har prioriteret social sikkerhed frem for nedskæringer, hvilket giver landet en mere robust platform at bære oprustningen på end lande, hvor forsvarsløftet konkurrerer direkte med velfærdsudgifter.
Regningen lander hos befolkningerne
Det bredere billede, der tegner sig efter Ankara, er en alliance i gang med en historisk industriel mobilisering, drevet frem af en kombination af russisk trussel og amerikansk pres. NATO Engine, Front Door og Drone Edge skal sikre, at pengene omsættes til faktisk produktionskapacitet, mens SAFE giver EU-landene et selvstændigt finansielt værktøj uden om Washington. Men mobiliseringen har en pris, og den lander i sidste ende hos Europas befolkninger, uanset om den tager form af skattefinansierede lån under SAFE eller de 3,5 procent af BNP, medlemslandene forpligter sig til over det næste årti.
Tilbage står et NATO, der på papiret er stærkere industrielt forankret end noget år siden Den Kolde Krig, men hvor selve fundamentet, den transatlantiske enighed om, hvad alliancen er til for, virker mindre stabilt end de 50 milliarder dollar i nye kontrakter antyder. NATO Engine, Front Door og SAFE er svar på et reelt produktionsproblem. De er ikke svar på, hvad der sker, hvis en amerikansk præsident en dag beslutter, at Grønland eller et andet alliancemedlem ikke længere er hans problem. Ankara viste begge dele på samme tid: en alliance der bygger fabrikker hurtigere end nogensinde, og en alliance der stadig ikke ved, hvor solidt fundamentet under dem er.
