Hver sommer blusser udlændingedebatten op igen. Men hvorfor fylder den så meget, mens problemer som mangel på arbejdskraft, sundhed og boligkrise ofte ryger i baggrunden?
Af Hüseyin DUYGU
huseyin@danturk.com
Når sommeren kommer, er det ikke kun vejret, der bliver varmere. Også tonen i dansk politik ændrer sig.
Efter mere end 40 år i Danmark – som borger, studerende og medarbejder i uddannelsessystemet gennem tre årtier – har jeg set regeringer komme og gå, økonomiske kriser ramme og pandemier ændre hverdagen. Men én ting går igen næsten hver sommer: Indvandrere bliver igen et af de mest omdiskuterede emner i den politiske debat.
Det virker næppe tilfældigt.
Debatten følger ofte det samme mønster. Hvem er egentlig dansk? Skal det være sværere at få statsborgerskab? Har indvandrere taget danske værdier til sig? Skal reglerne strammes yderligere?
Der er naturligvis intet galt i at diskutere udlændinge-, integrations- og statsborgerskabspolitik. Det hører hjemme i et demokrati. Spørgsmålet er, hvorfor netop disse emner igen og igen bliver løftet frem – særligt om sommeren.
En debat, der har præget dansk politik i årtier
Siden folketingsvalget i 2001 har udlændinge- og identitetspolitik været blandt de mest dominerende temaer i dansk politik. Dansk Folkeparti satte i mange år en markant kurs for en strammere udlændingepolitik, og senere har både Venstre, De Konservative og Socialdemokratiet bevæget sig i samme retning på flere områder.
De senere år er reglerne om statsborgerskab blevet skærpet. Ghettolovgivningen – senere omdøbt og justeret under betegnelsen “parallelsamfund” – har indført særlige regler for udsatte boligområder. Familiesammenføring er blevet vanskeligere, den internationale debat om den såkaldte smykkelov satte Danmark i fokus, og håndtryk blev gjort obligatorisk ved statsborgerskabsceremonier.
Statsminister Mette Frederiksen har samtidig stået bag en stram linje med ønske om at behandle asylansøgninger uden for Danmark og begrænse den irregulære migration. Tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg blev internationalt kendt for sin markante udlændingepolitik.
De store udfordringer risikerer at drukne
Mens udlændingedebatten fylder, får andre samfundsproblemer ofte mindre opmærksomhed. Mangel på medarbejdere i sundhedsvæsenet, en aldrende befolkning, udfordringer i uddannelsessystemet, boligmangel, klimaforandringer og stigende leveomkostninger kræver langsigtede løsninger – men ender ofte i baggrunden.
Identitetspolitik er lettere at mobilisere vælgere omkring end komplekse reformer.
Danmark er blevet stærkere – ikke svagere
Efter fire årtier i Danmark er min oplevelse klar: Danmark er ikke blevet fattigere på grund af indvandrere. Tværtimod.
Tusindvis af mennesker med udenlandsk baggrund arbejder hver dag som læger, sygeplejersker, lærere, forskere, ingeniører, håndværkere og medarbejdere i både private virksomheder og den offentlige sektor. De er med til at skabe vækst og bidrager samtidig til at afhjælpe den mangel på kvalificeret arbejdskraft, som Danmark har kæmpet med i mange år.
Det bygger ikke kun på statistikker. Jeg har selv arbejdet i uddannelsessystemet i 30 år sammen med børn, forældre og kolleger med rødder i Danmark, Tyrkiet, Bosnien, Irak, Somalia, Pakistan og mange andre lande.
Min erfaring er enkel: Det er ikke menneskers oprindelse, der afgør deres bidrag til samfundet, men deres uddannelse, indsats og vilje til at være en del af fællesskabet.
Hvilken debat har Danmark brug for?
Når fortællingen om “indvandrerproblemet” vender tilbage år efter år, risikerer den at gøre denne fælles indsats usynlig. Den styrker ikke sammenhængskraften, men kan skabe mistillid, fordomme og større afstand mellem mennesker.
Den danske folkeoplyser N.F.S. Grundtvig mente, at et stærkt folkefællesskab bygger på dialog, gensidig respekt og evnen til at lære af hinanden. Den tanke er fortsat aktuel.
Politikkens opgave bør være at skabe løsninger og håb – ikke at forstærke frygt. Kortsigtede dagsordener kan måske vinde stemmer, men de risikerer samtidig at svække tilliden og sammenhængskraften i samfundet.
Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om indvandrere er problemet. Spørgsmålet er, om den tilbagevendende politiske debat om indvandrere fjerner opmærksomheden fra de udfordringer, som Danmark faktisk står overfor.
Et samfund måles ikke på, hvem det holder udenfor, men på dets evne til at sikre frihed, retfærdighed og tryghed for alle borgere. Det er her, demokratiet viser sin styrke.
