USA, Danmark og Grønland har indgået en ny sikkerhedsaftale, der bekræfter Grønlands ret til selvbestemmelse og rigsfællesskabets suverænitet. Men aftalen åbner samtidig for en større amerikansk militær tilstedeværelse. Flere afgørende spørgsmål er fortsat ubesvarede.
Af Hüseyin DUYGU
huseyin@danturk.com
Donald Trump trak stolen ud for statsminister Mette Frederiksen under underskrivelsesceremonien i New York og beskrev grønlænderne og danskerne som “fantastiske mennesker”.
Det var en venlig gestus. Men bag de diplomatiske smil gemmer sig en langt mere kompliceret politisk virkelighed. For blot få måneder siden talte den samme amerikanske præsident åbent om sit ønske om at få Grønland under amerikansk kontrol.
Aftalen, der blev underskrevet den 22. september, bekræfter Grønlands ret til selvbestemmelse og Kongeriget Danmarks suverænitet. Det er samtidig væsentligt, at Grønlands regering har deltaget i forhandlingerne.
Men aftalens militære indhold rejser nye spørgsmål.
USA får mulighed for at udvide sine aktiviteter på Pituffik Space Base, mens der kan etableres nye forsvarsområder ved Narsarsuaq og Mestersvig. Der lægges desuden op til nye regler for amerikanske styrkers adgang til og aktiviteter i disse områder.
Flere centrale detaljer er dog endnu ikke på plads. Den konkrete anvendelse af de nye forsvarsområder skal fastlægges gennem kommende forhandlinger. Det er heller ikke endeligt afklaret, hvordan det amerikanske missilforsvarsprojekt Golden Dome skal gennemføres i Grønland.
Aftalen har desuden ingen fast udløbsdato. Den indeholder også bestemmelser om, hvordan samarbejdet kan fortsætte, hvis Grønland på et tidspunkt bliver selvstændigt.
Der er altså tale om mere end en aftale om den aktuelle sikkerhedspolitiske situation. Den kan få betydning for Grønlands forsvar og sikkerhed langt ind i fremtiden.
Diplomatiske smil ændrer ikke magtforholdene
Det vil være forhastet allerede nu at betegne aftalen som en diplomatisk sejr.
Trump har ikke fået opfyldt sit tidligere udtrykte ønske om at gøre Grønland til amerikansk territorium. Men det betyder ikke nødvendigvis, at alle Grønlands og Danmarks interesser er sikret.
Diplomati handler ikke kun om, hvem der får sin vilje. Det handler også om, hvilke interesser og rettigheder der kan beskyttes, når en mindre part står over for en langt stærkere stat.
Grønland er ikke blot en militærbase eller et ubeboet landområde, som stormagterne frit kan disponere over. Det er et land med en befolkning, der har sine egne politiske ønsker og retten til at bestemme sin fremtid.
USA ønsker at styrke sin sikkerhed og sine strategiske interesser i Arktis. Danmark forsøger at fastholde alliancen med USA og samtidig beskytte rigets suverænitet og forholdet til Grønland.
Midt i disse interesser står grønlænderne med et langt mere grundlæggende spørgsmål: Hvor stor indflydelse får de selv på deres lands fremtid?
Den afgørende prøve kommer nu
Underskrifterne er sat, og lederne har givet hinanden hånden. Men aftalen er langt fra afslutningen på historien.
Det afgørende bliver, hvordan den føres ud i livet.
Hvor omfattende bliver den amerikanske militære tilstedeværelse? Hvor stor indflydelse får Grønlands regering på beslutningerne? Og hvordan skal der skabes balance mellem stormagternes sikkerhedsinteresser og den grønlandske befolknings ret til selvbestemmelse?
Svarene foreligger endnu ikke.
Derfor er spørgsmålet ikke kun, hvem der har fået mest ud af aftalen. Det er også, hvor meget grønlændernes egen stemme kommer til at veje, når beslutningerne om deres lands fremtid skal træffes.
