Mennesker med rødder i Tyrkiet har været en del af det danske samfund i mere end 50 år. Fra fabriksarbejde til politik, erhvervsliv, kultur og kunst har vores rolle ændret sig markant. Men bliver vi stadig set som en del af en større gruppe af indvandrere og muslimer – eller bliver vores historie og forskellighed også anerkendt?

Af Cengiz KAHRAMAN
cengiz@danturk.com
Hvad tænker en dansker på, når talen falder på Tyrkiet? Måske ferie i Alanya, sol, strand, kebab, Erdogan, jordskælv, fodbold eller islam. Svaret afhænger naturligvis af, hvor meget den enkelte interesserer sig for landet.
Men hvad med os, der har rødder i Tyrkiet? Hvor godt kender danskerne os egentlig? Ser de os som en gruppe med vores egen historie og identitet, eller bliver vi – når talen falder på indvandring og islam – placeret i samme kategori som alle andre?
Det er værd at spørge om. For mennesker med rødder i Tyrkiet har i mere end et halvt århundrede været en del af det danske samfund. Den første generation arbejdede på fabrikker, værfter, slagterier og byggepladser. Senere kom familierne til. Børn blev født, og børnebørn voksede op. Den migration, som engang blev betragtet som midlertidig, blev til en permanent del af Danmarks historie.
Også Immigrantmuseets arkiver fortæller denne historie. Det handler ikke kun om mennesker, der forlod deres hjemland og slog sig ned i et nyt land. Det handler også om, hvordan det danske samfund har forandret sig.
Den historie, der begyndte på fabrikkerne, rækker i dag ind i politik, erhvervsliv, kultur og kunst. Alligevel oplever vi stadig, at vi skal forklare, hvem vi er, når debatten handler om indvandring og integration.
Efter så mange år virker det lidt mærkeligt stadig at skulle præsentere sig selv.
I dansk politik er der naturligvis også politikere, som skelner mellem mennesker med tyrkisk baggrund og andre indvandrergrupper, og som fremhæver de generationer, der er vokset op her, og deres deltagelse i samfundet. Men i debatten om indvandring og integration bliver mennesker med rødder i Tyrkiet til tider placeret i samme gruppe som mennesker fra andre muslimske lande.
I Danmarks indvandringsstatistik indgår Tyrkiet sammen med en række lande i Mellemøsten, Nordafrika og Pakistan i kategorien MENAP+Tyrkiet. Denne opdeling bruges i statistikker og i arbejdet med indvandrings- og integrationspolitik. Det betyder, at mennesker med rødder i Tyrkiet – på trods af deres egen historie og samfundsmæssige baggrund – kan blive behandlet som en del af en bredere indvandrergruppe.
Integrationsministeriets medborgerskabsundersøgelse fra 2024 indeholder også tal, der giver grund til bekymring over diskrimination. Blandt de 18-29-årige med baggrund i Tyrkiet, Mellemøsten, Nordafrika og Pakistan svarede 33 procent, at de på grund af deres etniske baggrund havde fået afslag på mindst én ansøgning om job, bolig, banklån eller mobilabonnement. Tallet gælder ikke kun mennesker med tyrkisk baggrund, men omfatter en bredere gruppe.
Er der ikke en modsætning her? På den ene side taler man om, at vores medborgere er blevet en del af det danske samfund, og at generationerne har udviklet sig. På den anden side bliver mennesker stadig placeret i brede kategorier på grund af deres oprindelse.
Historierne om mennesker med rødder i Tyrkiet er naturligvis ikke de samme som historierne om mennesker fra Syrien, Irak, Pakistan eller andre lande. Årsagerne til migrationen, uddannelsesniveauet, tidspunktet for ankomsten og de sociale erfaringer er forskellige. Men forskellene giver heller ikke grundlag for at generalisere om hele grupper.
At have rødder i Tyrkiet betyder heller ikke, at man har samme politiske holdninger eller lever det samme liv.
Vores eget samfund er nemlig også meget mangfoldigt. Nogle er religiøse, andre sekulære. Nogle støtter regeringen i Tyrkiet, andre er oppositionelle. Kurdere, alevier og mennesker med forskellige politiske overbevisninger kan alle have rødder i samme land, men det betyder ikke, at de tænker ens.
Kort sagt er mennesker med rødder i Tyrkiet en meget sammensat gruppe.
En måde at forstå, hvor godt danskerne kender os, er derfor at se på, hvilket billede de har af Tyrkiet. Ser de kun landets regering, religion og indvandringsdebat – eller får de også øje på de mange forskellige mennesker og måder at leve på?
Vores bidrag til Danmark er mere end kebab!
Når talen falder på vores medborgeres bidrag til Danmark, er det ofte restauranter, kebabsteder og grønthandlere, der bliver nævnt. De har selvfølgelig også deres betydning. Men historien er langt større end det.
Vi må ikke glemme den første generations indsats på arbejdsmarkedet. Og vi skal huske de efterfølgende generationer, som har taget uddannelser og fundet vej til en lang række forskellige erhverv. Læger, ingeniører, lærere, forskere, iværksættere og ledere. Alle er blevet en del af det danske samfund.
Der findes virksomheder, som handler mellem Tyrkiet og Danmark. Mennesker med rødder i Tyrkiet arbejder i politik, arrangerer kultur- og kunstbegivenheder, spiller musik, skriver bøger og bygger bro mellem de to samfund.
En af de bedste måder at lære et samfund at kende på er at lytte til dets musik, læse dets litteratur, møde dets kunstnere og få indblik i hverdagslivet.
Det tyrkiske køkken, musikken og traditionerne er allerede synlige i Danmark. Når en dansker møder lyden af Det mest kendte og udbredte tyrkiske strengeinstrument Baglama/Saz eller læser en bog af en tyrkisk forfatter eller digter, får vedkommende mulighed for at opleve Tyrkiet fra en anden vinkel end den, der normalt præsenteres i nyhederne.
Vores kultur består desuden ikke kun af traditioner, vi har taget med fra fortiden. Musik, litteratur, film og andre kunstneriske udtryk fra unge, der er vokset op i Danmark, er også en del af den fælles historie. Kultur bringer ikke mennesker tættere sammen fra den ene dag til den anden. Men den kan åbne et vindue i fordommenes mur.
Forbindelsen mellem Tyrkiet og Danmark handler heller ikke kun om indvandring. Ifølge tal fra det tyrkiske udenrigsministerium og kultur- og turismeministerium besøgte omkring 340.000 danskere Tyrkiet i 2025. Der bor også danskere fast i blandt andet Antalya og Alanya.
Tyrkiet spiller altså også en vigtig rolle i mange danskeres liv. Men at kende landet fra ferieområderne er ikke det samme som at kende dets historie, kultur og befolkning.
Uden en aktuel og repræsentativ undersøgelse af danskernes viden om Tyrkiet er det svært at sige præcist, hvor godt de kender landet. Nogle interesserer sig for landets kultur, historie og politik, mens andre måske først og fremmest forbinder det med nogle få overskrifter i nyhederne.
Det er helt naturligt at ønske, at danskerne lærer mennesker med rødder i Tyrkiet bedre at kende. Men det er ikke nok blot at kritisere den anden part. Vi skal også selv gøre en indsats for at dele vores kultur med flere, skabe fælles arrangementer og mødes oftere i hverdagen.
For det er let at sætte mennesker, man ikke kender, i en bestemt kasse. Når man lærer dem at kende, begynder kassen derimod at slå revner.
Når vi efter mere end et halvt århundrede stadig stiller det samme spørgsmål, er der måske noget, vi bør tænke over sammen:
Kender danskerne os ikke godt nok – eller er vi ikke selv gode nok til at fortælle, hvem vi er?
Måske er svaret lidt af begge dele. Vi behøver ikke at være enige for at lære hinanden at kende. Det vigtigste er, at vi ikke bedømmer hinanden alene ud fra vores oprindelse, religion eller det, andre fortæller om os.
