Site icon

Facebook-ejer planlægger at fyre 11.000 ansatte

Meta, selskabet bag Facebook, har planer om at fyre 13 procent af de ansatte i koncernen.

For første gang i selskabets 18-årige historie må Meta – selskabet bag Facebook – i gang med en større fyringsrunde.

Selskabet oplyser i en pressemeddelelse, at man planlægger at afskedige 11.000 ansatte, svarende til 13 procent af samtlige medarbejdere i koncernen.

Årsagen er stigende omkostninger og et svagt annoncemarked som følge af inflation og en begyndende økonomisk nedtur.

Meddelelsen følger i kølvandet på fyringer hos andre tech-selskaber som Twitter og Microsoft.

Stifter og administrerende direktør Mark Zuckerberg fortæller i en besked til sine medarbejdere, at selskabets omsætning har været meget lavere end forventet.

– Jeg tog fejl, og det tager jeg ansvaret for, skriver han.

Zuckerberg fortæller desuden, at man fremover vil prioritere områder som kunstig intelligens, erhvervskunder og det såkaldte Metaverse-projekt, som er en slags visuel repræsentation af internettet.

De ansatte, der mister deres arbejde, vil få 16 ugers løn plus to uger oveni for hvert år, de har været ansat.

Samtidig beholder de også deres sundhedsforsikring det kommende halve år.

/ritzau/

Exit mobile version